74.
niskelige Kiøn allernyttigste Orden, bør enhver Christelig Regent i sine Stater
paa det nøyeste iagttage og holde over, at intet forbrydes imod: Men man
finder her slet intet mældt om de Gamle, at de for deres Alderdoms Skyld,
siden de ingen Børn kunde avle, ikke maatte gifte sig, ey heller at nogen Ung
med en Gammel maatte indlade sig i Ægteskab. Var det nu i sin løvlige
Orden Gud saa mishagelig, som nogle indbilder sig, er dek u=imodsigelig Gud
ikke havde forglemt at give os sin allerhelligste Villie tilkiende, og ey ladet
Mennisker uadvarede fremture i en Last, der var ham saa vederstyggelig.
Skulle man vel meene, at Gud ikke vidste eller ikke tænkte paa det, der var
hans Ære og Hellighed imodstridig: Ney! jeg troer snarere, at Gud har
agtet det gandske ufornøden og som noget et Menniske ikke ma atte kalde i Tvivl,
hvorfore han ved Taushed ligesom haver sat Grendser derfor. Gud kiender
Mennisket, og Menniskets Natur, han handler ey som Mennisker, der giver
og tager, hans Love og Løfter ere uforanderlige; Hvorledes kand han da næg¬
te sig selv, og en Tiid tage den Ræt han har givet Mennisket en anden Tiid,
saa længe som Mennisket ikke selv hindrer og giør sig uværdig dertil.
Et andet og betydeligere Beviis have vi Matth. 22. i den Qvinde, der
havde de syv Mænd, som ved dem alle syv var ufrugtbar, og tilsidst døde
uden Børn: Hvad kiendeligere Prøve af Ufrugtbarhed end denne; Thi naar
hun først havde havt tre eller fire Mænd, maatte de andre vel slutte, de lige
saa lidet kunde vente Frugt, som de forrige: Hvad Alder hun har været af,
da hun er kommen i Ægteskab med de sidste, tales ikke om, men sluttelig er
det, hun ey har været ung; med mindre man ville statuere det er gaaet hende,
som Tobiæ Hustrue, at en Asmodæus havde dræbt dem, inden de kom til
hende efter Qvinders Viis; Men saadant giver Historien ingen Anledning
at dømme, allermindst af det Svar Christus giver Saducæerne. Havde
saadant i Forveyen gaaet for sig, feyler ikke han havde bebreidet dem deres
Vildfarelse, ligesom i det vigtige Spørsmaal, hvem hun skulle have til Ægte
i Opstandelsen: Nok er det; her var en kiendelig Ufrugtbarhed; her tiltales
og svarer Ægteskabs=Stifterne selv: Havde dette Ægteskab været stridig imod
hans egen Lov og allerhelligste Villie; Mon han skulle have tiet dertil? Ney!
det var ey allene en tilladelig, men end og i visse Tilfælde en befalet Sag. Stred
det ikke imod Guds Lov og Villie den Tiid at gifte sig med et Fruentimmer
man ey kunde vente at avle nogen Børn med, veed jeg ikke hvor det kand
være meere stridig imod Guds Lov, og ham til større Vanære i vore Tider,
siden Gud efter den Tiid hverken har forandret Lov eller Villie.
