384
allene med dem at bestille, som man formedelst Ægtefolkenes høye Alder, forud
seer at ville blive ufrugtbare. Man kand see det forud, hvad enten de begge
eller kun en af dem, ere over deres Børne=Aar. Dog bekymrer man sig ikke
saa meget om det første Slags; her oprettes et Selskab, hvoraf Staten i Hen¬
seende til dets Frugter, hverken har Skade eller Gavn. Vel kand man ikke sige
at Egteskabs Hoved=Øyemærke opnaaes ved dem; men det havde ikke heller
kundet blevet opnaaet, hvis de vare blevne giftede med yngere Personer. Saa¬
dant et Selskab kand have andre Hensigter og Nytter, og haver ikke saa mange
onde Følger i Staten og Huusene. De kand derfor vel tillades, allene at Præsten
burde efter en vis Theologi Betænkning, udelade de Ord: Voxer og formeerer
eder, for ikke at giøre denne Velsignelse til en Satire. Men de Egteskaber,
som man meest bør søge at forhindre, ere de, som for adskillige Aarsagers
Skyld, indgaaes imellem en ældgammel Mand og et ungt Fruentimmer, eller
et gammelt Fruentimmer og en ung Mandsperson. Den unge bliver i disse Egte¬
skaber altid unyttig i Henseende til Egteskabs Hoved=Øyemærke, hvilket ikke par
skeet, hvis han var bleven giftet med sin Lige Gaar han ikke uden Veyen, som
man siger, bliver han dog letteligen mistænkt derfor, saavel af sin gamle Egte¬
fælle, som andre.
Staten lider altsaa en virkelig Skade ved dem, den bør
forhindre dem.
Vel er det sandt, at vi ikke ere i Stand til, nøye at bestemme den Tiid, da
Menneskene blive udygtige til at avle og føde Børn. Himmel=egnen, deres
forrige Levemaade og Legems Tilstand kand foraaarsage at een bliver før uduelig
hertil end en anden. Men Erfarenhed lærer at der er en vis Tiid, efter hvilken
de hos os, helst Fruentimmeret, gierne ere ufrugtbare. Og det bliver altid en
Sandhed, at et Fruentimmer paa 20 Aar kunde have født fleere Børn,
hvis hun havde faaet en Mand paa 30 Aar, end naar Brudgommen har 66
Aar paa bagen. Regieringen kand derfore gierne fastsætte en vis Alder for
Personer af begge Kiøn i Forhold til hverandre, hvorved den bør see paa, at
de i det ringeste kand avle nogle Børn sammen, og at de rimelig viis kand leve
saa længe, at de selv kand opdrage dem til en vis Alder.
Men dersom man vil beforde frugtbare Egteskaber, og forhindre de ufrugt¬
bare, formedelst den Jndflydelse de have i Statens Velfært, maa man for¬
nemmelig have sine Øyne henvendt til Almuen, til Bønder og Haandværks¬
Folk; deres Tilvæxt maae man befordre, thi i deres Mængde har Staten sin
Styrke. Man maae ikke kiære sig saa meget om at en Adelig=Familie uddøer,
som at en Landsbye er fattig paa Børn. Det samme gielder om Middel¬
