440
retning, som jeg her meddeler. Men derhos giver jeg og følgende korte Be¬
retning, som grunder sig, deels paa Udtog af Protocollerne, og deels paa det
mig selv er vitterlig derom.
Om de Jydske Colonier kand jeg ikke give nogen anden Efterretning,
end den, som jeg selv har af gode Venners Breve. Man har der, ligesom i
det Slesvigske, holdt en sterk Mynstring eller Reducering, det er, man har
aftakket og afskediget alle de udygtige, liderlige og urolige, saavelsom og de
blotte Haandverksfolk, der forstode intet af Agerdyrkningen, om endskiønt de
ellers vare brave Folk, men dog uduelige til dette Øyemed. Dog fik de sidste
Tilladelse at blive i Landet, og nære sig af deres Haandverk, og Hans Kon¬
gelige Majestæt skienkte dem endda Allernaadigst 20 Rdlr til deres Indretning;
men de fleste af dem toge dog Passe, og reyste bort med de andre til Preussen
og Rusland. Unge Familier, som var Børn af de tilbageblevne, saavelsom
og Landets Jndfødte, har faaet deres Pladse og overalt saa meget Huus=Rum
og Jord, som ellers to havde bekommet; dog findes Antallet der endnu af
250 Familier, og bestaaer af Fremmede og Jndenlandske. J afvigte Høst
har hver Familie saaet 7 Tønder Vinter=Rug. De faaer endnu Dag=Penge,
og man mener, at de beholder samme indtil næste Sommer.
Ellers skal de
iforgangen Aar, have faaet stor Velsignelse paa deres Marker af Have= og
Mark=Frugter, thi det fugtige Aar har just været et got Hede= men slet Marsch¬
Aar. Da Folkene 1760 blev nedsatte, saa vilde de endelig, efter deres høy¬
tydske Maner, boe i store Byer tilsammen hos hinanden, og der hialp ingen
Forestilling; men nu har de allerede for Aar og Dag siden, indseet Skaden,
og gjort allerunderdanigst Ansøgning om, at de maae, saasnart deres Kræfter
tillader dem det, fløtte deres Huuse paa deres egen Bekostning, hver paa sin
egen Jord.
Man har strax fra Begyndelsen af, udspredet mange Usandfærdigheder
saavel om de Jydske som Slesvigske Colonister, om Tyverie, Rov og Mord;
men jeg kand med Sandhed og for Gud forsikkre, at de, hvad saadanne grove
Ting angaaer, forholder sig ret vel, i sær imod de gamle Jndvaanere, og at
ingen har berøvet den anden saa meget som en Knappenaals Værdie, og man
skulde neppe have forestillet sig, at det kunde gaaet af uden saa faa Uordener,
da der ofte iblant saadan Mængde Folk af vore egne, forefalder flere Uordener
i saadanne Tilfælde. De vare verst imod sig selv, thi de klamredes og sloges
ofte, saa at der engang blev en af dem død i saadant Slagsmaal. Men nu,
efterat man har lært at kiende de urolige Hoveder, og skikket dem bort, saa er
