12
De tvende Kongers Navn at bære begge fik:
Saa Firmel=Festens Pragt ey større for sig gik.
Madame Adelhaid ret Glands den kunde give.
Kun Skade, at hun vil ugift i Verden blive.
Det Forset fattes kun i vores Tid af faa,
Og hos de fleste er ey stort at lide paa.
Nu vil man i Paris blant andet dette vide,
At den Westphalske Bund tillader ey at stride
J formelige Slag, og at det Aarsag er,
Hvi man Huustropperne fra Tydskland komme seer.
Man ligeledes tør for Publico forkynde,
At Underhandlinger om Freden skal begynde
Jmellem Frankerig og Engelland igien.
Men Manden nævnes ey, som sendes skal derhen.
Hans Spanske Majestet vil denne Sag forfremme.
Gid Himlen ikkun vil sit bifald ikke glemme.
Thi han allene kan slaae Mars i Jern og Baand,
Der Kongers Hierter har som Bekke i sin Haand.
Engelland.
Herfra maae intet Krudt og Krigsgevær udføres.
Af saadant Forbud, døm, hvad Slutninger kan giøres.
J London aabner man nu Parlamenterne,
Hvor Kongens Majestet sig naadigst lader see.
Hvad kan de milde Træk i Folkets Ansigt male?
Det giør Hans Majestets høystfaderlige Tale:
Jeg først for Jer, Milords og Edle! giør bekiendt,
At Himlens høye Gunst min Dronning mig har sendt.
Hun heel fuldkommen er i alle høye Dyder:
Saa jeg Lyksalighed ved dette Val nu nyder,
Og den anvende vil til mine Rigers Vel,
Som er den største Jid, jeg finder i min Siel.
Men ak, at Himlen ey nit Ønske vilde ynde,
At Freden kunde fra mit Zepters Tid begynde.
Jeg altsaa færdig er, at sette Krigen fort
Med samme Eftertryk, min Fader haver gjort."
Tænk, kunde slige Ord i Hierterne ey trænge.
Jo, de vil ulme der i Kierligheden længe.
