21
Ey Generalerne allene sligt erfarer.
Der for Monarker selv endog opstilles Snarer.
Bæv, Rygte! lyver du. Skielv, Øre! ved et Fund,
Hvortil en Helveds Aand fik lagt den første Grund.
Forbandet Ravaillac og Damiens skal være.
Men hvad skal Hovedet for Jordens Skams Vanære?
Den, som for kronet Helt forrædersk Strikke spandt,
Men, ved at kaste den, en Almagt om ham fandt.
Tael, Preussens Friderich! du er endnu din egen.
Din Guds Beskyttelse om dig kan skiønnes megen.
Du ey forrasked blev af Østrigsksindede.
Stiig paa din Domstoel! døm! fordøm de Skyldige.
Ubluest Ondskab maae paa Purpur sig ey vise.
Lad den sig hævne paa den Brusselske Actrice,
Som i sit Ansigt fik en Mængde Skedevand,
For hun mest dydig var maaskee af hendes Stand.
En Fæstning, som sig ey paa Timen overgiver,
Med større Høflighed ey just begegnet bliver.
Sligt kan paa Colberg sees, hvor Frieren blev vred,
For hun ey skienkede ham strax sin Kierlighed.
Formynderen var kiek. Han frisk forsvarte hende.
Han var ey bange for det Lodne ud at vende.
Han foresatte sig, at vove Liv og Blod,
Men kunde Fienden ey i Længden staae imod.
Os Rygtet nu har sagt, at den er overgivet.
Men har den tappre Helt da vildet skaane Livet?
Han, som i sterkest Frost slog Vand paa Voldene,
Saa at Bestigelsen blev vanskeligere.
Den verste Tidende Bestyrkelse udkræver.
Ak jo! den første Post vor sidste Tvivl ophæver.
Jo Colberg over er. Hvad Øye kan nu see
Forandringen, som vil udi Krigskortet skee?
Frankerig.
Justitzbetienterne og Militair Personer,
Som før i Canada har qvædet Glædes Toner,
Saa længe ingen dem paa Forholds Fingre saae,
Nu for et Parlament sit Regnskab giøre maae.
