61
Den Østerrigske Hær saavelsom Preusserne,
Af slemme Sygdomme sig maae angrebne see.
Et større Onde maae den arme Bonde lide,
Som Agerdyrkningen kan ikke ret bestride,
For mange Forspands Skyld. Men faaer ey Bonden Sæd,
Hvad skal de Stridende da siden leve ved?
Man Breslau dagligdags langt sterkere befester:
Saa ingen tienlig Post til Stadens Forsvar rester.
Printz Henrich nylig har ved Døbeln holdt sig kiek,
Og tog to tusind Mand fra Østerrige vek.
J Elberfeldt har og de Franske faaet fornemme,
At de Hannoverske Husarer selv er hiemme.
Ved Leipzig næsten ey gaaer nogen Dag forbi,
At for Skiermytseler den hele Egn er frie.
Fra Brandenborgerne det Rygte sterkt udbredes
At mellem Russerne og Preussen alting fredes.
Der tidt skeer kierlige og troe Brevvexlinger
Jmellem disse to Freds Overhoveder.
Nu er og endelig Freds=Pagten underskreven,
Og af dem begge to ratificeret bleven.
De Preussers hele Hær Te Deum synget har,
For denne ønskte Sag saa lykkelig blev klar.
Hvo forestiller sig de store Glædes=Syner
Jblant en kiek Armee, hos hvilken Jernet lyner.
Hver Preussisk Høvedsmand holdt, som andægtig Præst,
Lovtaler for sit Folk, paa denne Fredens Fest.
Hvor er den Høyeste alvorlig bleven takket.
Hvor har man vennehuldt til Sidemanden snakket.
De rette Virkninger af længe ønsket Fred
Kun Preussens kiekke Folk med Lyst at synge veed.
Nu har Soldaten Mod paa nye igien at stride,
Og tappert trekke vil sit Sværd fra hvilet Side.
Med Sverrig Freden og for Preussen er i Stand.
Gid dempet var saavel den hele krigske Brand.
J Heidelberg man saae Cassini disse Dage,
Som lige Linie vil giennem Tydskland drage;
Det sikkerlig for ham langt bedre lykkes vil,
End hiin, i Leyden sig at faste lærte til.
De to Forrædere mod Preussers Overherre,
Har man for deres Synd ey kundet straffet verre,
End i en Lignelse af deres Legemer
At hugge Ondskabs Løn for onde Gierninger.
