Ja, mon ey dette Syn, at see vor Hærs Anfører,
Som Freds Herold hos os, hvert skiønsomt Hierte rører?
Vort Haab til Ham var stort, som Kongens Tillid var;
Og Han endog i Fred det samme opfyldt har
O Du, af St. Germain! Du tappre Franske Greve!
Du skal lyksaligen i Fred blant Danske leve,
Og vores Helte=Flok til værdigt Mønster staae:
Saa andre Folk skal Skrek for disses Vaaben faae
De lette Troppers Chef, Grev Caspar Moltke, bliver
En af den Helte=Hær, som Kiøbenhavn opliver
Med sin Nærværelse i denne Vinters Tid.
Og Gud skee Lov, at vi faaer Heltene herhid!
Det er et trofast Tegn, at vores Fred er sikker,
Da Heltene sit Sværd i Skeden rolig stikker.
Ja gid den blive det til Tidens Opholdssted
Har for sin sidste Jld til Undergang ey Fred!
Det Ønske være bør vor sidste Bøn i Aaret,
Og til vor Nyt=Aars Bøn bestandig staae udkaaret.
Den bør ey hede Dansk, som ikke elsker Fred,
Og sukker ey til Gud i dette Øyemed.
Jblant det gode Nyt, som her bør findes skrevet,
Er, at Grev Moltkes Huus den Glæde har oplevet,
At see endnu en Søn af Stamme=Faderen,
Som Himlens Yndling er, Guds, Kongens, Folkets Ven.
Den Danske Kirke har i denne Maaned mistet
En gammel værdig Bisp. En Green, som ey har bristet
Paa Stammen, hvorudi han havde fæstet Rod;
En Mand, som Kiempe=sterk paa Zious Mure stod (*)
Men Gud ved Kongen gav den gamle Mand den Glæde,
At han saae værdig Søn paa eget Bispe=Sæde.
Saaledes lønnes Dyd og Gudeligheds Flid
Blant Christi Danske Hiord i vores gyldne Tid.
Nys fik vor Hovedstad en Mand paa Dommer=Sædet,
Hvorved Retfærdighed ved Byens Ting blev glædet;
Men Dommer=Sædet han to gange kun besad,
For Byens Ting Farvel samt Verdens Ting han bad.
Du Borringholmske Soel (**)! ved Landsmands høyre Side
Du skinnede for kort. Du døde i sltide
(*) Biskop Ramus i Odense, hvis Søn efterfulgte ham i Embedet.
(**) Soune.
115
