130
Men dette er en Sag, som ey vil meget sige;
Thi mange paa eet Aar sig ey kan tappe rige,
Saafremt ey flere sig vil drikke fattige
J Øllet, end de Folk, som ikke drikker Thee.
Jeg tænker heller ey, at dette vil forhindre,
At Stadens Fattige i Almisse faaer mindre;
Thi man dog noget fandt i Kirkeblokkene
I denne Maaned, da man dennem aabnede.
Om nogen Undersaat den billighed ey priser,
Hvortil Naturens, Guds og Kongens Lov os viser;
Han skielve for det Sted, hvor Kongens Majestet
Ved samlet Viisdoms Mund afsiger Dom og Ret.
De Danske Konger selv en aarlig Orden setter
For denne høyeste af alle Overretter.
Dens Orden for i Aar kom allernaadigst ud
Den fem og tyvende, som høyest Herre-Bud.
Den syv og tyvende udblæstes ved Herolder
Og al sædvanlig Pragt den Ret, som Kongen holder.
De Sager, sammesteds i Aar paadømmes skal,
Bestaaer af hundrede og fjorten. Hvilket Tal!
Det er jo alt for stort for Fredens Kieledegger.
Et Navn, som alle Folk de Danske nu tillegger!
Et Folk, som saae i Fred paa andres Nød i Krig,
Jo burde fredeligt indbyrdes vise sig.
Men Friderich, som Fred blant Konge=Dyder skriver,
De Trettekiere vist forskyldt Belønning giver.
For saadant Himlen Ham igien at lønne veed:
Saa Han Staffetter faaer om Tydsklands yngste Fred.
Hvor glad en Tidende var denne ey at høre!
Hvad kunde Friderich vel meer end Freden røre
Med sødest Følelse af Kongelig Attraae?
Hvad Under, jeg ey Ord til Tanker her kan faae?
Gud være ofret Lov for denne glade Time,
At jeg i Fred om Fred for Fredens Folk kan rime.
Vor egen Frygt forsvandt, og vore Brødres Sorg
Blev endt den femtende paa Slottet Hubertsborg.
Bøy dig, Fredelskende! vi ville HErren takke,
Den Stund Lettroende om mere Krig tør snakke.
Vi ville bede Gud, at denne yngste Fred
Maae i Historien faae hos den ældste Sted.
