Det Saar, som nu er lægt, gid ey for snart oprives!
Gid aldrig Leylighed i vore Vande gives
For de nye Lieutnanter af Søe=Cadetterne,
At lade deres Mod imod en Fiende see.
De ey Anseelse ved dette Ønske taber;
Thi det er vitterligt, at Freden Helte skaber,
Som meget overgaaer dem, Krigen danne maae.
Vi paa vor egen Jord Beviser nok kan faae.
Mon Avind smile vil ved disse Ære=Støtter,
Som Freden reyser op for sin og vor Beskytter.
De staaer til hines Trods, som bygtes op i Krig.
Seer, hvo er Friderich, som Folke=Fader, lig?
Det ved Hans Omhue skeer, at Norge Haab kan have,
At faae en Deel igien, som Fædres Jord skal grave.
Han hemmer Sygdoms Ran blant denne Nation,
Som her paa nogen Tid er lagt i Garnison.
Da Døden blant det Folk sig viste ufornøyet,
Blev til en bedre Rygt og Pleye Anstalt føyet.
Døer nu endskiønt ey faa af dem paa Nørre Broe:
Saa har dog Kiøbenhavn for Pestens Frygt faaet Roe.
Lad Foraars Sygdom kun en Hob fra Tiden føre.
Man kan dog deraf ey sig nogen Slutning giøre,
At Luften smitsom er. Den Tanke er ey min,
Men hans, som har begyndt vort Sundheds Magazin.
Forbavses du end ved at læse i Aviser,
At nogle Mennesker i Hast sit Liv forliser,
Og denne Maaned har, som hiin, fremviist for dig,
Just fire hundrede og tresindstyve Liig.
Tænk derfor ey, at sligt den fæle Pest forkynder,
Og at Guds Vredes Høst med dette Tal begynder;
Men tænk, at bedre dig, og giør det mens du kan.
Paa saadan Viis du ret seer Foraars Døden an.
Du taber aldrig ved, dit Huus saa at beskikke,
At Døden ubered en Stund dig finder ikke;
Thi tidlig lært at døe, og leve ordentlig,
Er allervissest Vey til længste Liv for dig.
Uordentlighed jo et Kiempe=Liv kan myrde.
Jeg bør paaminde dig om hiin ældgamle Hyrde,
Som nys i Spandet Sogn i Riber=Stift er død,
Der næsten hundrede og tolv Aars Alder nød.
131
