138
Hvor stor er dog den Gield, som vi til Himlen skylder,
For Fredens Gud saa mildt vort Ønskes Maal opfylder,
At Friderich i Fred kan sine Krigsfolk see,
Og drage Omsorg for enhvers Velgaaende.
Han Jæger Corpset nu ey længer vil besolde,
Men lader Jægerne Monduren dog beholde.
Gid den Tid komme ey igien i Dannemark,
At saadant Nøds=Corps sees af nogen Dansk Monarch!
Som Fader, Kongen seer, hvad Børnene kan tiene.
Han Dyrtids Jndpas her i Riget vil formene,
Og allernaadigst har meddeelt Tilladelse,
At lade komme Smør og sligt fra Fremmede.
Qvægsygen, som endnu sig ey vil lade nøye,
Smørpriserne har gjort saa overmaade høye,
At ikkun rige Folk, som veed af ingen Nød
J allerdyrest Tid, kan spise Smørrebrød.
Men nu kan haves Haab, at Smør og Ost med mere
Vil falde i sin Priis: saa de, som arme ere,
Ey trykkes skal for sterkt af deres Mangels Lod,
Og prise Friderich, som herpaa raader Bod.
Vor mildeste Monarch sig daglig viser Større.
Hans Naade stedse sees Betrængtes Graad aftørre.
Hver værdig Supplicant, om hvem Han Kundskab faaer,
Husvales i sin Bøn, og det Omsøgte naaer.
Han sørger Faderlig for Jndenlands Fabriqver,
Og Sendebud omkring i sine Riger skikker,
For at opmuntre hver iblant de Handlende,
Fra Kongens Magazin at tage Vahrene.
Hver ærlig Patriot her for sig finder Grunde,
Hvi han en Fremmede bør sine Penge unde,
Naar han i eget Land kan gode Vahre faae
Og Kongens Naade ham derhos skal aaben staae.
Enhver, som kiøber mest, kan høyst forsikret være,
At Kongen lønner ham med Naade og med Ære.
Er det ey noget Stort, at allerskyldigst Pligt
Kan for sin Lydighed forvisse sig om sligt.
Hvad bliver dette dog for Dannemark en Hæder,
Naar ey paa Danskes Krop kan findes Tydske Klæder,
Gid det herefter maae ved Naadens Tilbud skee,
Som strengest Forbud ey har kundet hemmet see!
