Hvad Svig i Handelen mod Konge Bud og Love
Tør vel ey Handlende i de smaa Stæder vove,
Om slig Formastelse endog kan for sig gaae
J Kongers Hovedstad, hvorved man røres maae,
Hvor slem en Tidende er ikke den at høre,
At mange dristigen mod aflagt Eed tør giøre.
Jeg herpaa ey Beviis blant os vil føre an;
Thi man dem allesteds nok forefinde kan.
Man vil forbudet Gods til ævig Tid indstiele,
Om med Snighandlerne selv Tilsynsmænd tør hæle.
Der intet Middel er, at forekomme det,
Naar hver udi sit Kald vil ikke giøre Ret.
En Konge ikke er en Gud i Vid og Velde.
Han, som et Menneske, til andre sig maae helde,
Fordi han ikke selv kan være allesteds;
Og de maae findes troe, skal han sees veltilfreds.
Vor Konge viselig til andre overlader
Endeel af Byrderne, der trykker Folkets Fader.
Men hvor uviselig forholder de sig ey,
Som gaaer mod Kongens Bud en egen udvalgt Vey¬
Han vil herefter ey, paa sin Bekostning mere,
befale, Sukkeret at lade raffinere,
Men har udvalgt sig selv en oeconomisk Plan
Og solgt sit Sukkerhuus til Baron Schimmelmann.
En Handels=Jntendant best saadant Verk kan sømme;
Saa Kongens Viisdom er i dette at berømme;
Og Hans Fornøyelse sig stedse viser stor
Naar Undersaatterne kan see sin Handels Flor.
Man seer, at Naadens Haand her Handelen bevarer.
Beviset giver os den sidste Chinafahrer,
Som heftig Vinterfrost saa længe bunden holdt,
At samme kunde snart dens Reyses Spilde voldt.
Ja, da i aabent Vand tilsidst den kunde seyle,
Man saae den gode Vind til sammes Fart at feyle;
Men den laverede sig ud af Cattegat,
Og siden lykkelig sin Reyse fort har sat.
Alt saadant Vidnesbyrd for skiønsom Tanke bliver
Om Kierlighedens Frugt, som Gud de Danske giver.
Hvert Hierte røres maae, som overveye vil
De mange gode Ting, os HErren sender til.
139
