140
Os fattes intet Gran af ønskeligste Gode.
Vi faaer hvad noget Folk paa Jorden kan formode.
Den beste Konge os forskaffer varig Fred,
Og Gud velsigner os ved Ham og ved Hans Sæd.
Hvad Lykke skulde vel et Folk, som Nordens, savne,
Hvis unge Arveprintz, vor Store Konges Navne,
Kan giøre Regenskab for gammel Mands Forstand,
Og glæde hver en Siel udi det gandske Land.
Hans Siel er høy oplyst udi Religionen:
Hvad Styrke er ey Han for Danner=Arve=Thronen!
Han moeden Kundskab har i Jordbeskrivelsen,
Og velbevandret er udi Historten.
Europa neppe har et Huus, hvor Han er fremmet;
Men sær Han skierpet har for Fædrelandet Nemmet,
Han alle Pligterne af Sædelæren veed
Som har Jndflydelse i sand Lyksalighed.
J saadan Viisdom Han sin Ungdom stedse øver,
Og derpaa nylig har aflagt de beste Prøver
For Kongens høye Raad, og de Ministere,
Samt grundig lærde Mænd, der saaes nærværende.
Hvo ønsker ey en Printz af saadan Art til Lykke?
En Printz af største Haab, og Kongestammens Smykke!
Gid Han maae voxe op ved Viisdoms Naade=Elv,
Og ældre i Forstand langt overgaae sig selv.
Henrykte ved sligt Syn vi seer endnu et andet.
Et Himmelsk Naade=Syn til Trøst for hele Landet.
Ey noget Glædes Syn med det i Ligning staaer,
At see vor Konge gaae fra fyrretyve Aar.
En Andagts Offer=Røg til Himmelen opstiger,
Og Millioner Suk fra begge Kongeriger
Om mange Leve=Aar for Landets Fader skeer!
Thi alles Ønsker sig i Ham opfyldte seer.
Skiertorsdags stille Fest forhindrede den Glæde,
Som pleyer offentlig paa denne Dag fremtræde,
At lade Folkets Fryd udvortes vigtig see:
Saa Kongens Fødsels Fest blev Fest for Hierterne.
J Stilhed bade vi for Dig, vor Ven og Fader!
Skiønt intet Frydeskrig blev hørt i vore Gader.
Vi bade for Dit Liv, og beder idelig,
At Gud velsigne vil Din Tid og os ved Dig.
