Jfald de skulde dem forhandlet lettere,
Da havde Bønderne i Aar vist drukket Thee.
Det verste var for dem, da Køerne ere døde,
At kunde skaffe sig fornøden Melk og Fløde.
Men en og anden har dog røbet sig saa god,
Paa Melke=Mangelen at ville raade Bod.
De Landet Bordingholm ved sine Køer vil skille,
Og Patriotisk nok til Auction dem stille.
Det er et artigt Kneb udi Qvæghandelen,
Helst om de kiøbes dyrt, og sælges let igien.
Jeg ynker Bordingholm! Thi Landet har sin Plage.
Det nu omstunder er ey som i fordum Dage.
Har Bordingholmerne paa Qvæg ey liidt Forliis:
Saa har GUd tugtet dem med Dyrtids skarpe Riis.
De har i mange Aar Tilførsel maattet have;
Thi deres Agre ey i Laden noget gave.
Og nu har Smør og Melk i Prisen steget der,
Saa hovedkulds og sterkt, som Brændet stiger her.
Det troede ikke de, som før ey kiøbte Brænde,
At samme blev saa dyrt hos os før Aarets Ende.
Men hvad, om det endnu vil blive dyrere!
Det kommer ene an paa Brændehandlerne.
Jylland vil maaskee Dyrtid paa Heste blive,
Om Svensken længe vil sin Handel dermed drive.
Til Skaane har man ført en Hob fra Helsingøer;
Men saadant Tal endnu her ingen Mangel giør.
Naar vi har Heste nok, sligt Kiøbmandskab ey skader;
Man ey foragte bør de gode Svenske Plader.
Ja om Betalingen kun skeer i Seddeler:
Sølv, Kobber, og Papir, cttf mmen Penge er.
At visse Folk har nok, og vil dog have meere,
Deri de visselig ey at fortænke ere;
Thi vi et Ordsprog har, hvis Sandhed de indseer.
Det noksom er bekiendt, at meer vil altid meer.
De fire derimod, som gave sig paa Veye
Til Roeskilde=Kroe, at faae en Skat i Eye,
187
