210
En sank med Top og Tavl; en anden drev mod Landet;
En stødte paa et Skier, som skiultes under Vondet;
En løb paa sandig Grund, og huggede sig fast;
En anden mistede hans Stænger, Roer og Mast.
3 Søeskaden, som er spurgt at være foraarsaget
Af denne haarde Storm, der Landet og har plaget,
Er overmaade stor, og langsomt glemmes vil
Thi mangt et Øye er formedelst den lukt til
Saa mange Folk, som har Paarørende om Borde,
I denne Maaned knap Aviser læse torde;
Thi næsten paa hvert Blad man Bud om Skibbrud saae
Gid vi af saadant Nyt ey mere høre maae!
Saa skrekkeligt Uveyr, som var ey nylig større,
Endog har efterladt sig Merker paa det Tørre.
Dog har det ikke gjort Fortred i Kiøbenhavn;
Før hvilket alle her ophøyer Herrens Navn.
Et dobbelt Lynilds Glimt saaes mod Nordost af mange.
Ja nogle Tordenslog har hørt, og bleve bange;
Thi sligt paa denne Tid høyst usædvanligt er,
Da Solen kommer ey vort kolde Norden nær.
Men om end Himlens Soel mat Skin os nu kun giver
Vor Tvilling=Riges Soel dog varmer og opliver.
Han, Herrens Salvede, paa Folket mildest seer.
Hans Naades Aasyn giør, at alles Hierter leer
Et lidet Øyeblik Han fandt for got, at glæde
Med høy Nærværelse sit Sommer=Konge=Sæde,
Og paa sit Fridrichsborg det Stutterie besaae,
Som aarlig Mønstringen for Ham passere mane.
Han stedse bliver ved, utrettet at arbeyde,
At Han sin Hær i Fred indrette kan til Feyde.
Han vil sit Fodfolk see endnu forøget meer:
Saa nye Aftakkelse igien ved Garden skeer.
Saa Elsket en Regent til ingen Garde trænger!
Hans Garde=Regiment til Hest skal ikke længer,
Som hidindtil, bestaae, men indtil videre
J alt af Hundrede og sex og tredive.
Fodgardens Regiment omfmeltes ligeledes;
Kun i den gamle Stand fem Compagnier fredes,
