212
Jo mere Handelen iblant os sig udvider,
Jo større er vort Haab til milde gyldne Tider.
Fornemmer Almuen nu Dyrtids Plage=Snert,
Er Haab til bedre Tid for Hungeren dog kiert.
Hvoraf det dyre Kiøb paa Sæde=Vahre kommer,
Da vi i Aar har havt rig Høst og frugtbar Sommer,
Maae paa de Lofter sees, som hugner af den Sæd,
Enhver ey dynger op i Josephs Øyemed.
Saaledes raaber de, som bedre ey kan dømme,
Hvis Tunge Tankerne af Hiertet vil udtømme.
Hvo bryder sig derom? Det er ey Pøbelen,
Som har Forstand at see ind i Huusholdningen.
Rosseth! hvad driver Dig til Almisser at giøre?
Seer Du Medborgerne sig ligesaa opføre?
Din Christen Kierlighed imod Nødlidende
Dog til et Mønster staaer; om nøgen det vil see.
Dig Pesthuuslemmerne vil mange Aar udbede,
For Du i Aar igien ved Gaver dem lod glæde.
Ja Sengeliggende og Døende blant dem
Dit Navn i Bønnen vil for Herren bære frem.
Du har forskaffet dem en egen Sygetrøster:
Saa de endog ved Dig for Sielen Forraad høster.
At Du berømmes bør, erkiendes vil for Ret.
Gid hver bemidlet Mand mod Trang var en Rosseth!
Hver flittig Spinderske til større Flid nu drives
Ved de Belønninger, som dem af Kongen gives,
Der meest og finest Garn leveret har i Aar;
For hvilket Walløe=Stift allene Æren faaer.
Der Amtsforvalteren Hr Rosted haver vundet
Den satte Præmie for meest og finest Spundet.
Han Stiftets Spindersker betalte deres Spind,
Og nu en Gave til, som muntrer deres Sind.
Gud troe Arbeydere nok skienker disse Riger,
Endskiønt de Fødtes Tal i Kiøbenhavn ey stiger
J Aar nær deres Tal, som gik med Livets Tyv,
Paa tvende tusinde, syv hundrede og syv.
Men jeg maae bryde af, dog uden at forglemme,
For mine Læsere et Ønske at bestemme:
