221
Til Slutning paa det Nyt, fra Kiøbenhavn kan skrives,
Her maae en billig Plads for tvende Dødsfald gives.
Stiftamtmand Holger Scheels, hvis Død saa mange fandt;
Det andet Paurenseinds, Kastellets Commandant.
Den første ønskedes, langt længer her at leve;
Thi Dyderne ved ham i Ære satte bleve.
Han ret et Mønster var paa ædelt Adelskab,
Og mange sliges Død er føleligste Tab.
En nye befalingsmand har Kongen givet Stiftet,
Som i Fortrøstning staaer, at det til Trøst har skiftet.
Geheimeraad Grev Knuth det nu befale skal,
Og vist sig viser stor iblant de Stores Tal.
Kun med et Ord endnu jeg maae tilkiendegive
Det, i Aviserne man ey har vildet skrive,
At Lax og Torsk herhid i saadan Mængde kom
I dette Aar, saa Folk knap skiøttede derom.
Saa hyppig ellers Folk derefter pleyer løbe,
Naar disse Vahre de langt dyrere maae kiøbe:
Saa langsomt gik de nu til dette Kiøbmandskab;
Saa Skipperne endog ved samme lidde Tab.
Den Bordingholmske Lax knap vilde mere smage.
Man syntes næsten og den ferske Torsk at vrage
Fordi slig Mænge kom, som aldrig kom her før.
Men mueligt meer Profit man sig ad Aare giør.
Tydskland.
Med hvilken Pomp og Pragt det høye Jndtog skede,
Da Brunsvigs Arve=Printz, til manges store Glæde,
Drog ind i Lyneborg, det knap beskrives kan;
Thi Staden stod ved Kunst som i en Jldebrand.
Man saae Sindbilleder og Ønsker staae i Lue.
Man kunde Folkets Sind af Stadens Lysning skue.
Hver Lampe og hvert Lys et Klarheds Vidne var,
Hvor høyt man elskede det høye Ægtepax.
