Tydskland.
Saa længe Krigens Jld udi Europa brændte,
Man stedse Tidender om saadant kunde vente;
Men nu, da vi har Fred, og Nyt dog skrives maae:
Saa tages, hvad man først at fylde med kan faae.
Man veed, Aviser sig maae efter Tiden lempe.
Fra Dreøden skrives nu om en anselig Kiempe,
Som fire Alne er og nogle Tommer høy,
Og efter denne Vext i alle Lemmer drøy.
Han sig til Tieneste lar Bernhard Gilli kalde,
Og reyser om, for Folk i Øynene at falde.
Som vittig roses han; men deri meest maaskee,
At han paalegger Skat for sig at lade see.
Saa stor og før en Krop dog burde noget lære,
Hvoraf han kunde sig med Gud og Æren nære,
Og ey ved Lediggang faae Levebrød saa let.
Naturen gav ham knap slig Størrelse til det.
Han taler Velsk og Fransk, og siges vel at tænke:
Thi man ey mindre Roes saa stor en Mand tør skienke.
Paa mange Stæder han sig alt har ladet see,
Og lever got, saaviidt han seer Nysgierrige.
Chursachsens krigske Stand i saadan Tilstand settes,
At Cassens Udgivt kan derved anseligt lettes.
Man i en anden Form omstøber Tropperne;
Men foretager ey derved Aftakkelse.
Da Sorgen kunde ey Musik og Spil tillade,
Tog Sachsen kiendelig i Indtægts Cassen Skade;
Men nu oprettes det ved den Tilladelse,
Som Spillemænd har faaet at røre Strængene,
Til Skienke=Husene saa mange Folk sig skyndte
Den første Dag, da Spil paa nye igien begyndte,
At Glas og Kruse ey til Giesterne forslog;
Saa Potter, Fade, Skeer til Drikkekar man tog.
Hvad man i øvrigt fra det Tydske Rige skriver,
Af Romersk Kongeval endnu en Virkning bliver,
At nemlig nu i Wien til Hoffet daglig skeer
For Vals og Kronings Skyld, en Hob Lykønskninger.
35
