Frankerig.
Endnu beretter man om den afdøde Frue,
Marquise Pompadour, som lod sig kun beskue
J Fyrretyve Aar og Tre af Mennesker,
At Testamentet, hun har gjort, merkværdigt er.
Marquis von Marigny, som Broder er til Hende,
Hun Søsters Hiertelav ret givet har tilkiende,
Da alt det vigtigste af hendes Eyendom
Ved hendes Villie udi hans Hænder kom.
Hun sikkert rigest var af lydende Personer,
Da hun har efterladt sig Femten Millioner,
Som er i Tønder Guld halvandet Hundrede.
En Herremand er rig, som eyer Renterne.
Hun Kongens Majestet en Gave og tiltænkte,
Og sit Hotel d Evreux til Eiendom ham skienkte.
Men Kongens Majestet det ikke have vil:
Saa Hendes Broder det skal ogsaa høre til.
Om Kongen nogen Tid til samme skulde trænge:
Saa vil han kiøbe det igien for rede Penge,
Og tælle Marigny den fulde Værd derfor.
Er det ey Kongeligt? Høymodighedens Spor!
Hin mange andre har aflagt med skiønne Sager.
Ja hver af hendes Folk stor Deel i Gaven tager;
Endog den ringeste af dem Livrente faaer,
J Forhold efter Løn og hende tiente Aar.
Men det, hvoraf hun bør af alle mest berømmes,
Af hvilket hendes Sind og allerbest kan dømmes,
Er dobbelt Gavmildhed mod dobbelt Lidende,
Hvorved hos mange hun har opvakt Rørelse.
Da hun en Lindring fandt i hendes Helsot=Syge,
Hun strax lod Gavmildhed, som et Takoffer ryge,
Og en anselig Sum til visse Præster gav,
Som beste Prøve paa det beste Hiertelav.
Men skulde Præsterne selv disse Penge have?
O ney; kun dele dem til Pigers Brudegave,
Jmellem Hundrede, som vare fattige:
Saa de ved Giftermaal blev frie for Fristelse.
