Den anden Gavmildhed er nok saa stor og større.
Ved den hun Graaden vil af manges Øyne tørre,
Som midt i Fattigdom og allerstørste Nød
Forgieves ofte maae anraabe Folk om Brød.
Hun har en Hovedstoel udsat til dette ene,
At efter Døden hun med Brød kan Arme tiene.
Af samme ugentlig beregnes Renterne,
Og derfor kiøbes Brød og gives Fattige.
Engelland.
Man efter gammel Skik endnu fra London skriver,
Hvor mange Tusind Pund bestemte stedse bliver
Til et og andet Brug, samt hvordant det staaer til
Med Nationens Gield, som aarlig voxe vil.
Det Vigtigste, dernæst fra Engelland berettes,
Er, Fiskefangsten der paa beste Fødder settes,
Som giver Prøve paa et oeconomisk Sind;
Thi voves noget bort; saa trekkes noget ind.
Man blant de Engelske det Ordsprogs Sandhed finder:
Hvo intet vove tør, han heller intet vinder.
De det i mange Ting saa viidt knap havde bragt,
Om Vovning ikke Grund til Vinding havde lagt.
En rar Tildragelse, man skal ey andet sige,
Har Rygtet bragt omkring fra dette stolte Rige,
At nemlig en Person, en Spidsbub og et Drog,
Det hele Smule Mod fra sex Personer tog.
Personerne, som han med blottet Dolk anholdte,
Af hvem han Frygt og Hielp ved deres Skrek sig voldte,
Har været en Jurist, en tapper Officier,
En Tiener og en Kudsk, samt tvende Gratier.
Han svor, han vilde dem ihiel paa Timen stikke,
Om de ham Pengene paa Stedet rakte ikke.
De uden Modstand, strax sin hele Skat ham gav;
Men Fruentimmerne han tog ey noget af.
Han kun vil kysse dem. O hvilken dydig Røver!
De villig kyste ham. See hvilke Medynks Prøver!
Han svor igien, at han var nødt til sligt af Trang,
Og at det første var og blev den sidste Gang.
37
