Der fandtes en Ducat indsvøbt nedlagt af Een,
Som saae i Havsnød, at Guds Hielp var ikke seen.
Udi en Seddel stod: hvad loves, bør at holdes,
Paa det Frimodighed i Hiertet kan forvoldes;
Og derudi laae to Rigsdalers Seddeler
Som Giveren til Roes et Sted bør gives her.
Hans Tænkemaade sees at være reen og rigtig.
Enhver at giøre saa, som han har gjort, er pligtig;
Thi Løfter er en Sag, som ey bør spøges med,
Saafremt den Lovende har følt Samvittighed.
Kan ogsaa Høflighed de Virkninger forvolde,
At mange lover meer, end de har Lyst at holde?
Hvor ofte skeer det ey, man af de Høfligste
De største Løfter faaer, og intet videre.
Enhver, som Evne har, at holde det han lover;
Men holder det dog ey, for meget derved vover.
Den Arme, som af Nød tidt sine Løfter giør,
Ved Uopfyldelsen af dem undskyldes før
Om mange Trængende af Løfter kunde leve,
De da forældede saa mavre ikke bleve.
Et Løfte i vor Tid er svagt at bygge paa;
Dog synes Haabet Trøst i Løfterne at faae.
J nok en Seddel laae en Banco=Tie Rigsdaler.
Hvo sine Løfter saa den Høyeste betaler
J ChristiFattige, kan altid vente sig,
Af det i Løndom saaes at høste offentlig.
En Stats Olconomie, som findes vel indrettet,
Har altid Byrderne for Fattigfolket lettet.
Ved Politiens Hielp kun deres Beste skeer.
Man Taxt paa Kiød og Brød til saadan Ende seer.
Vor høys Magistrat til samme Sigte tragter,
Da de paa nye igien har fastsat for hver Slagter,
Hvorledes han sit Kiød og Flesk skal sælge ud,
For hvilket Fattige velsigner dem fra Gud.
En Slagter veed dog, hver er Tyv udi sin Næring.
Han Slagteriet har jo lært som sin Haandtering.
Hvo vil da tvivle om, at han den Kunst forstaaer
Ved Tælgs Jndstopning at faae fede Lammelaar!
