Jeg paa det korteste vil min Beretning fatte:
Det høye Herskab sig til Taffelet nedsatte
Da Klokken taltes Ti; og Pragten derhos var
Saa høy og Kongelig som noget Hof den har.
Ti hvide Riddere, som Kammer herrer vare,
Ti Kammerjunkere, Ti Pager, Omsorg bare
Før al Opvartningen ved Konge=Taffelet,
Hvor intet var forglemt, som kunde zire det.
Bestandig sød Musik man fra Capellet hørte,
Som Sindet muntrede, i det den Hiertet rørte.
Hver Bryllups Giest var glad i en Forlystelse,
Som kun paa slig en Fest har Sted om Kongerne.
Saasnart det Midnat blev, var Taffelet til Ende,
Og Tiden Hvilens Tid for Tanken gav tilkiende.
Monarken reyste sig, og selv ledsagede
Sin Datter Bruden til sit Brude=Værelse.
Den høye Brudgom blev af Dronningen ledsaget;
Og da der Afsked var med Brude=Parret taget,
Begav enhver sig hen til sit Gemak i Roe,
Og ønskte idel Fryd til de Nyegifte To.
Jmedmns saadan Lyst paa Slottet sig lod kiende,
Man saae i Kiøbenhavn hvers Kierlighed at brænde.
Den brændte offentlig udi hver Stadens Egn,
Og sig beskue lod ved dens oplyste Tegn.
Det blev for vanskeligt, det gandske at beskrive.
Jeg vil kun et Begreb om Kierligheden give;
Thi mine Læsere til alt kan slutte sig,
Naar jeg har sagt: den Pragt var ædel-Borgerlig
De gode Børgere jo ere Landets Ære.
Hvo vil i deres Tal en Lem ey gierne være?
De gode Borgere som Rigers Piller staaer.
Man altid Leylighed dem ret at kiende faaer.
Det være langt fra mig, saa grovt mig at formaste,
At jeg mig skulde her til Dommer selv opkaste,
Og dømme Kierlighed fra de Medborgere,
Udi hvis Vinduer man Lys ey kunde see.
