Hans Øyemed er got, og gaaer kun derud paa,
At de Ulærde kan en større Jndsigt faae.
Han denne Kunst har lært i London, som han skriver,
Og Engellænderne et mægtigt Fortrin giver
For alle andre Folk, særdeles derudi,
At de kan snakke frit og frisk i Compagnie.
Men han ey Kundskab her om sine Landsmænd røber.
Vi jo i Holbergs Tid har havt en Kandestøber,
Som holdt Collegier for hans Medborgere,
Om hvad der hørte hen til det Politiske.
Hvo mener, at vi har endnu ey nok af dennem,
Som i Forsamlinger gaaer alle Ting igiennem?
Som dømmer alle Ting, indtil retfærdig Straf?
Politisk Selskabs Snak før tager til end af.
Mon Kiøbenhavn ey kan opvise Compagnier,
Hvis Lemmer mindre ey, end Folk i London, tier?
Hvor nogle setter frem, modsiger, støder om,
Forsvarer, slaaer til Lyd, og fælder hver sin Dom
Det Fortrin synes ey betydeligt at være,
Hvormed man vil i sær de Engelske beære,
At i Forsamlinger de taler meget frit,
Naar dette staaer derhos: hver taler kun i Sit.
Det Fortrin større er, i alting sig at blande;
At roe sig ud saa langt, man ey igien kan lande;
At snakke om de Ting, man ey forstaaer sig paa;
Og deri søger Stax sit Fortrin helst at faae.
Man med Forundring maae paa Damons Tale høre,
Hvor frie Betænkninger han tør om alting giøre;
Nu hover dette ey; nu er ey hiint tilpas;
Den Anstalt er kun slet, og den Indretning Fias.
Menalek nu pønser paa, hvoraf det sig dog kommer,
At Rugen er saa dyr paa frugtbar Høst og Sommer?
Han taler frit derom, og selv tør næsten troe,
At han fortiener Plads i et Collegio.
Plebs i sin Tanke har meer Viisdom end hans Fædre,
Og tør indbilde sig, det kunde være bedre
