Hver Misfornøyet dog bør Lykken ey beskylde:
Thi hun er ey i Stand hvers Længsel at opfylde.
Den høyeste Gevinst, som alle venter paa,
Naar Trekningen skal skee, kan en dog ikkun faae.
Efald jeg vilde mi om Tyverier skrive;
Materien dertil da kunde rig nok blive.
Man seer i hver Avis en Hob opregnede;
Men derved hemmes dog ey Tyverierne.
En Slave hænges op for sine Tyve=Trekker.
Det uden Østerport en hastig Skrek opvekker.
Men kan ey saadan Straf afskrekke Tyvene,
Hvor meget mindre den, som er langt mildere?
Hvad Kneb er ikke det, man kan berettet finde,
Om en ugudelig og uforskamet Qvinde,
Som Caffebømner op i andres Navne tog,
Og pønser paa, hun kan i Ondskab blive klog
Men hun vist kommer til, de Bønner at betale,
Skiønt Himmelen en Tid med Straffen vil forhale.
Dog dette noget er, som de ey tænker paa,
Der søger, Levebrød ved Tyverie at faae.
Man dennem billigt kan til samme Classe regne,
Som haver fundet det, der tabes allevegne,
Og ey leverer det, naar Efterløsning skeer
Men sig som Eyermænd ved Findingen anseer
En anden Sag det er, naar fundne Ting beskrives,
Og i Aviserne for hver tilkiendegives,
Om Eyermanden da ey mælder sig dertil;
Skiønt saadant uden Tvivl heel selsomt blive vil.
En Kaarde, hvorudi et Feldt Tegn var, er funden.
Mon Tvekamp skulde vel til Tabet være Grunden?
Maaskee en Martis Søn, som Lykken Ryg har vendt,
Har slængt den sammesteds, som meer med den ey tient.
Den Syge=Casse, her for nylig er oprettet,
Vil af Erindringen ey blive reent udslettet
Hos Ædelmodige og ret Godgiørende
Som Nytten deraf seer for Stadens Fattige.
187
