130
En otte Dages Sorg endnu ved Hosfet bæres,
Hvorved Erindringen af en Printzesse æres,
Som Mecklenborg=Streliz begræd ved Hendes Død,
Der først i Holstein=Pløen sin høye Fødsel nød.
Vor Konges Majestet saa naadig haver været,
At med Nærværelse Han eengang har beæret,
J denne Maaned May, Hans kiere Kiøbenhavn,
Hvor alles Ønsker Ham med Glæde tog i Favn.
Vel maatte Staden kort saa høy en Lykke nyde;
Men slig Besøgelse den allermest kan fryde.
Den inden Voldene ey nogen heller seer,
End Ham, som Stadens Vold og Folkets Hoved er.
Næst Ham, hver glædes ved, at skue mellemstunder
Den Store Printz, paa hvem alt Landets Haab sig grunder.
Hans høye Kiekhed saaes og tydelig blev kiendt,
De tvende Gange, Han kom til sit Regiment.
Kronprintzens Regiment sin Exercering giorde
Paa Nørre=Fælleden, saa den skal mindet vorde.
J sær den sidste Gange saa rar en Scene var,
Som vi i Dannemark ey forhen skuet har
Kronprintzen fandt Behag i selv at commandere.
Da var det Lyst at see hans Karle exercere.
Som een Mand alle greeb, marscherede og skiød
Og hver Tilskuer der en vigtig Vellyst nød.
Det ey beskrives kan hvor alles Ømhed rørtes,
Da høy Commando=Røst fra Printzens Tunge hørtes;
Ja hvilken Jld der fløy i hver Tilskuers Mod,
Da for sit Regiment, som Oberst, Printzen stod.
Hvor mild, hvor vennehuld var ey den høye Mine,
Med hvilken Printzen saaes for Troppen frem at trine!
Hvor heltemæssig gik hans Konge=Høyhed frem!
Ja, ak hvor hierteglad gik hver Tilskuer hiem!
De saae i Ham den Helt, som engang skal opstige
Paa Fædres Arve=Stoel i Nordens Tvilling Rige;
De af Hans Aasyn og Hans Adfærd, samlede,
Ret noget Stort, som de sig spaaede, kunde see.
