138
Det Gods, som Kongen sidst i Jylland lod bortsælge,
Har viist, Han kunde ey et bedre Middel vælge,
Til Cassens Vindings Vext, end slig Oeconomle,
Da Han meer Jndkomst faaer, og er for Udgift frie.
Til nær en Million Rigsdaler det er steget,
Og Landets Bønder selv i sær har kiøbt saa meget,
At andre kun deraf en liden Deel har faaet:
Saa Auctionen er ret vel til Ende gaaet.
Befandtes Renterne paa Wiborg=Snapsting stegne:
Saa kommer Pengene i Brug i Jydske Egne;
Og gives fem pro Cent af Bonden nogle Aar,
Han gandske vis Gevinst igien indhentet faaer.
Om Rente Tiden her, jeg vil ey noget røre.
Det Lykke kaldes maae, man ikke fik at høre,
At mange lukte til, drog bort, og gik Fallit.
Flid og Forsigtighed ey altid faaer Profit.
At sørge med Forstand, for god Profit at nyde,
Og saa, at Fordeel kan af saadan Omsorg flyde
Til Efterkommerne, det er berømmeligt.
Et artigt Forslag har Hr. Hertel gjort til sligt.
Hans Forslag sigter til, en Casse at oprette,
For Faderløses Tarv og Enkers Kaar at lette:
Saa Staten selv derved kan finde Lettelse,
Og efter visse Aar befindes rigere.
Han underkaster det hver skiønsom Læsers Domme;
Og Tiden lære vil, hvad derudaf vil komme.
Der bliver sikkert nok, som siger ham imod.
Men hvilken Casse er i alt fuldkommen god?
Justitz=Raad Møllmann nu høytidelig nedlagde
Høyskolens Rectorat, og sit Farvel det sagde.
Professor Kratzenstein, Naturens elskte Ven,
Optog det efter ham for første gang igien
J denne Maaned har de unge Philosopher
Vindskibelig antændt for Pallas Høytids-Offer.
Hun af et Hundrede og Syv og Tyve saae
Kun to, der kunde ey til Laurbær=Krandsen naae.
