146
Syv Dage efter Din vi paa Din Syster tænkte,
Som Gud og Kongen bort til Hessens Glæde skienkte;
Thi omendskiønt Hun ey er her nærværende:
Saa er Hun altid dog blant vore Kiereste.
Endnu en Glædes=Fest, ret stor iblant de største,
Og for et kierligt Folk i Dannemark den første,
Var den Prinzesses Fest, den To og Tyvende,
Som er saa vigtig Lyst for Undersaatterne.
Dens Pragt ommeldet blev, paa Fredensborg at kiendes.
Hver fandt udi sit Bryst den Dag en Jld antændes
Af renest Kierlighed til Kongers Konge, Gud,
Som for vor Christian udsaae saa værdig Brud,
Alt Folket rigelig af Glæden blev begavet;
Og her i Kiøbenhavn udviste Skytte=Lavet
Paa Vester=Broe i sær med største Nidkierhed,
Hvor stor Fornøyelse i Hiertet havde Sted.
Der saaes en fyrig Fryd paa pyntet Høytids=Sæde;
Der viste dette Lav, rørt af alt Landets Glæde,
Den Flamme, som steeg op af alles Hierters Brand,
Et Glimt af fælleds Lyst i hele Nordens Land.
Der hørtes Glædes=Skud til længe ud paa Natten;
Der tænktes, taledes og qvædet blev om Skatten,
Den dyrebare Skat, vi har i Engelland,
Som ønskes snart herhid til Fryd for menig Mand.
See saadan Glæde har vi med hinanden delet.
Tænk, hvor hvert Hierte blev ved denne Lyst besielet,
Saavelsom ved den Lyst, vor Konge her at see
Engang i Maaneden, som Han før pleyede.
Hans høye Majestet med Mishag har erfaret,
At mange Nordmænd ey god Orden har bevaret,
Men paa sin egen Haand Budstikke sendt omkring,
Ret som de vilde selv afgiøre visse Ting.
J dets Sted, Lovens Bud de skulde efterleve,
De til hinanden har sendt visse Stevne=Breve,
At møde til vis Tid og vist navngivet Sted,
Saa at Uorden var befrygtelig derved.
