184
Langt meer bedrøveligt det Syn at see har været,
Da henved Tredive Personer var beskieret,
Her tet ved Kiøbenhavn at drukne ynkeligt.
O at mit Skialdre=Blad ey kunde melde sligt!
Da Skibet Saint Croix (*) fra Bergen her paa Rheden
Var kommet i Behold, opvaktes derved Glæden:
Saa hver Mand ønskede, at komme først i Land,
Og lade Venner see, at alting var i Stand.
En Schluppe sattes ud; i samme sprang saa mange,
At for dens Undergang de øvrige blev bange.
Men hine Dristige, som vare derudi,
Fra Døden ventede at blive sikkert frie.
De seylte glade bort, men naaede ikke Landet:
Thi Schluppen kantrede. Den var for sterkt bemandet.
O tænk, min Læser! dog, hvad Ynk paa Færde var,
Da disse Mennesker i Vandet tumlet har.
En Halvsnees biergedes; ey fleer af Fyrretyve.
O at dog Rygtets Mund da havde kundet lyve,
til Da denne Tidende blev rundt omkring bekiendt,
At manges Liv i Hast saa jammerligt blev endt!
Norge.
Fra Trundhiems Egn man saae den Tidende hidskreven,
At Jordens Grøde der beskadiget var bleven
Formedelst Kuld og Regn, til Bondens liden Trøst,
Som for sin Sved og Slæb kun fik en maver Høst.
Man derfra og har læst, at Egge=Kirke brændte,
Ved det, at Lynild den om Aftenen antændte,
Saa meer ey bierget blev af alt, end net op det,
Som var af Klokkeren lagt løst paa Alteret.
For Kirke=Eyeren den Skade er ey liden.
Men der paa alle Ting kan raades Bod med Tiden;
Og i Ulykken det er dog tildeels en Trøst,
At noget, som er meldt, paa Alteret laae løst.
(*) Det Køngelige Orlogs Skib, under Hr. Capitain Basballes Anførsel, som
opførte de Køngelige Commissarier til Bergen.
