186
Men hvad vil saadant Snak? Det er jo lutter Nykker.
Vi Dyret jo har seet paa mange Kobber=Stykker,
Og det med lange Kløer. Hvo kan vel bedre see,
Naar Dyret bildes skal, end Kobberstikkerne?
En velmeent Skrivelse, som Titlen gav tilkiende,
Man ved Skarpretteren har nylig ladet brænde,
For den oprørisk var, skiønt skreven fra Paris,
Hvor Jlden offentlig faaer ofte sligt til Priis.
Engelland.
Det Storbrittanske Hof, hvor Glæden daglig dyrkes,
Med Kongelige Børn af Himmelen bestyrkes.
J Aar en Konge=Søn det favnet har igien,
Som er den Tredie, det fik af Dronningen.
Saa frugtbart Hoffet er; saa frugtbart er alt Landet.
Man hører overalt fra hver en Kant ey andet,
End milde Tidender fra idel Glædes Røst,
At Engelland ey før har havt saa rig en Høst.
Før Korns Jndførsel var bevilget og fornøden,
Paa det Indbyggerne ey skulde mangle Føden,
Da nu Bevilgningen til Ende løben var,
Monarken den igien og ey fornyet har
En rar Historie fra Engelland berettes,
Hvorved vist mangen Møe vil i Forundring settes:
At da en Brudgom stod for Præsten med sin Brud,
Han nogle visse Ord ey vilde tale ud.
Han i Udsigelsen ey var af Præstens Mening,
Og vilde heller see ophævet den Forening,
Som var imellem ham og Bruden foresat;
Saa han for heftig ey har elsket denne Skat.
Han sagde reent: jeg ey de Ord kan eftersige.
Hvad tænkte samme Tid vel denne lille Pige,
Som ved hans Side stod? Jeg veed det ikke ret;
Skiønt mangen Pige vist sig forestiller det.
Men Præsten sagde: jeg kan dem ey udelade,
Thi jeg er Præst. Sligt var for Bruden største Skade;
