168
Jtalien.
Blant Lærdoms Fostere, som Staden Rom frembringer,
Eets Navn besynderligt i disse Tider klinger.
Dets Fader kalder det: Beviis, at denne Jord
Er ubevælig. Hvo troer ham paa hans Ord?
Just derfor har han sig i Skriftet gjort forbunden,
At hvo, som ey deraf sig finder overvunden,
Naar han har giennemlæst hans Skrift til Slutningen,
Skal sine Penge faae for Bogen strax igien.
Saa klog imidlertid Forfatteren har været,
At han ey Titelen har med sit Navn beæret;
Endskiønt han kunde dog nok være det bekiendt,
Foruden Frygt endda at blive derfor brændt.
Man nylig har i Rom stor Hierte=Angest fundet,
J det at Dødens Magt nær havde overvundet
Hans høye Hellighed, ved en Besvimelse,
Der satte megen Skrek i Cardinalerne.
De tænkte, Himlen nu ham sikkert vil afsiele.
Hans Puls holdt op at slaae; Han tabte Maal og Mæle
To Aareladender frembragte intet Blod.
Det syntes, Sands og Liv aldeles ham forlod.
De høye Geistlige, som nær om hannem vare,
Og faae, han svævede i yderligste Fare
De gave hannem strax den sidste Olie,
Og giorde Bøn for ham, som for en Døende.
Han laae nu gandske bleeg; Hans Hænder vare kolde:
Saa de ham for et Liig med Vished kunde holde;
Da man endnu engang ham Haab=løs aarelod,
Og see, saa sprang der strax en hidsig Mængde Blod.
Han til sig kom igien; begyndte at opleve;
Og hvo tør tvivle paa, de alle glade bleve;
Thi Pavens Hellighed er dennem dyrebar,
Ved det han Nøglerne til deres Himmel har.
Heraf udgives Maanadrtig i Stk paa det Rongl Adrese contoit i Kibenuava
