180
Man sin Nysgierrighed, for aldrig det! bør tvinge,
Om og den sidste Skierv af Pungen skulde springe.
Saae du den store Mand? – hvor taasset lod det ey,
Om du det Spørsmaal fik, og maatte svare: Ney!
Tre Alen, tre Qvarteer var den opskudte Længde.
Til ham kom kneisende, hver Dag, en talrig Mængde.
Jeg, Du, Han, Vi, J, De saae denne Goliath,
Som al Europa nu har sat i Extra=Skat.
Han reise, naar han vil! Vi takke for den Ære
Af slige store Mænd, som paa vor Pung vil tære.
Foræviget i Træ han dog iblandt os staaer;
Og man den hele Karl for fire Skilling faaer.
Bedrøvet Bud fra Fyhn! den haarde Land==Plage,
Qvæg=Sygen overalt sees Overhaand at tage,
Hvis øvet Grumhed nys, for tre Aar siden, der
Saa vel forvunden var, at det knap kiendtes meer.
O, at man nu igien dens Voldsomhed skal spørge!
Dog, udi Odense man laer Fiolen sørge:
Til Gieddings føres op med største Zirlighed
En ugentlig Concert, som man maae lystes ved.
Norge.
En frugtbar Kobber=Skat Stavangers Klipper yder,
Som Enighedens Værk ved Smeltningen udgyder,
Hvis første Grøde var den Fordeelagtigste.
Gud drive dette Værk til rig Velsignelse!
Ved Trundhiem derimod man ingen Rigdom høster,
Thi Jordens Frugt kun slet den tomme Lade trøster.
Et koldt og fugtigt Veyr har ranet Høe og Sæd;
Saa hver, som lever der, i Angest er bestæd.
Tydskland.
Sin Magt paa Hierterne her Sorgen snarlig taber
Ved Reyser Josephs Dyd og rare Egenskaber.
De Lande, denne Prinds har faaet i Fædre=Arv,
J ham ey andet seer end deres Flor og Tarp
