190
Her Parlamentet vil sin Høyhed iagttage,
Og der vil Borgerne ey taale denne Plage,
De første Haardhed ey ret gierne bruge vil,
Som vel det sidste er, man bør at gribe til.
Man for det første har, som Ordet gaaer, i Sinde,
Om man, derved maaskee, sit Sigte kunde vinde,
At lade dele ud det Stemplede Papiir
Ved militaire Folk. Det vel det samme blir?
Den Pavelige Troe i London har saa mange
Udaf Tilhængere, at Staten snart er bange,
Ey uden Aarsag, at den skal formeget groe,
Og qvæle Engelands udvalgte egen Troe.
Man søger derfor, saa forsigtigt det at lave,
At man et Øye kan paa hver en Finger have,
At passe dennem op, at vide deres Tal,
Saa længer, end man vil, de ikke komme skal.
Med Jesuiterne i sær man haver Øye,
(Som sig indsneget har) at de sig maae forføye.
Naar deres eget Land dem ikke taale vil;
Hvor bør da Fremmede for dem ey lukke til?
J London ellers er en usædvanlig Glæde
For en Decision, som der for nylig skede,
En Sag betræffende, som hele Engelland
Med stor Forlegenhed har ventet paa: Hvordan?
Det Spørsmaal: om man vel en Engelskmand maae hæfte
Før lovlig hværvet Dom Arresten kan bekræfte?
Jtem, om man hans Huus igiennemsøge maae
Og Seqvestrering ham hans Skrivter legge paa?
Det er besvart med Ney, til Nationens Ære!
(Med mindre han kan Navn af Lands=Forræder bære)
Hver Engelskmand sit Huus, som Fristad, nu seer ar,
Sig selv, ey uden Grund, som en misundet Mand.
Man har fra Waterford et Nyt, som kierligt lyder;
Thi, for de Fattige det lidet ey betyder
Om femten tusind Pund man sammenskyde vil,
For, i den dyre Tid, dem Brød at bringe til?
