133
En Munk, en hellig Munk, saaes knælende at bede,
Jeg veed just ey til hvem, kort sagt han bad. Hvad skede?
Som han i Bønnen nu i ivrigst Andagt laae,
Og sig formodentlig til ingen Side saae;
Kom uforvarendes en ung ufrugtbar Dame,
En Dame udaf Stand i Kirken i det samme;
Thi det en Kirke var, hvor Munken knælede;
Man intet glemme bør i slig Fortællelse.
Hun saae ham; Men han saae vel ey saa hastig hende;
Thi han i Bønnen sig vel ikke vilde vende.
Hun talte; dette var vel ey betænksomt gjort,
At hindre ham hans Bøn? Men jeg maae være kort:
Hun sagde Fader, gid din Bøn min Byrde lette!
Hvori? var Munkens Svar; Hun sagde, udi dette,
At jeg kan faae et Barn! Han svarte: Det skal skee
Hun gik, hun svanger blev, som Munken lovede.
Hun nedkom med en Søn Ti Maaneder derefter.
Det kalder man en Munk, hvis Forbøn havde Kræfter.
Hun selv fortæller det. Al Tvivl da falder bort.
Selv Manden nægter ey, hvad Munken haver gjort.
Forunderlige Ting! Hvor har de dog gjort ilde,
De Potentater, som ey Munke taale vilde?
Paa Folkemængden vil de alle legge Vind!
Men ingen tænker paa, at kalde Munke ind.
Lands=Herrer! seer dog her, just det J leder efter!
Her har J Regelen for Eders Landes Kræfter:
Een Bøn udaf een Munk! det giver mig een Mand!
Hvad gir da tusinde? - Et Rigement i Stand!
&
Hraf ædgtaerilaanadtg i Erek. aae der kag atrese Cattate Ragstornaanen
