Den Fiortende brød frem, og Norden fandt dens Morgen
Høysvanger med den Skrek, som siden fødde Sorgen.
O at ey denne Dag var talt blant Dagene!
Saa havde vi ey faaet saa stor Bedrøvelse.
Men see Guds Viisdoms Raad! det denne Dag bestemte
Til Døds og Afskeds Dag for Friderich den Femte,
Hvis Død om Morgenen, just Klokken Halvgaaen To,
Faldt ind, og salig blev i J Esu Christi Troe.
O Du Høystsalige, hvor har det Syn dog været
Ret Hierterørende, da Du har Himlen æret
Med Din Fraskillelse! Enhver, som hørte den,
Velsignede Din Gud og Dig i Himmelen.
Saasnart Du saae, der var ey mere Haab til Livet,
Har Du Forsoneren Dig gandske overgivet.
Det meget Gode, Du i Din Regiering har
Udøvet, ikke da Din Trøst og Tifflugt var.
Paa gode Gierninger Du vil Dig ey beraabe.
Du veed, der Salighed ved dem ey er at haabe.
Guds Naade var Din Trøst i JEsu Christi Troe,
Og deri døde Du med største Siele=Roe.
Af gode Gierninger vi ey retfærdiggiøres;
Skiønt altid saadan Snak af Daarers Munde høres.
Knap brovter nogen af hans gode Gierninger,
Naar Døden kommer ham paa Sotte=Sengen nær.
Den Kongelige Siel ey før hos HErren hviler
Før hver paa Slottet hen til Græde=Huset iler.
Umueligt males af al den Bedrøvelse,
Som rørte Kongens Huus, sær Majesteterne!
Hielp Gud, hvad Virkning dog det høye Dødsfald giorde
Udi Gemytterne, men ingen knurre torde
Mod Himlens Majestet, hvis Gierning samme var.
Den Tanke mangen Taar af Graaden dempet har
Nu var Kong Friderich den Femte død og borte,
Og her blev lukket til enhver af Stadens Porte,
Jndtil hvert Regiment fik Hyldings-Eed aflagt,
Da Borgerne imens besatte hver en Vagt.
