To Timer Formiddag, to Eftermiddag bydes,
At der med Klokkerne til Hierte=Sorg skal lydes
For den Høystsalige Monarch, Kong Friderich,
Som i de favre Aar til sine Fædre gik.
Den andens Jndhold er, at man skal Sorgen føre
Udi et gandske Aar; og Spil og Leeg ophøre.
De Store Reglement til Sorgs Indretning faaer.
De andre sørge maae, som hver af dem formaaer.
Den Tre og Tyvende lod Kongen først tillade,
At see Hans Majestet Kong Fridrich paa Parade.
Det Kongelige Liig laae der i største Pragt.
Man saae Hans Majestet udi Hans Salvings=Dragt.
Midt i den største Sorg en Glædes=Fest indfalder:
Vor Konges Fødsels Dag! da Han sin dyre Alder
Har bragt til Sytten Aar, og med Velsignelse
Jndtræder glædelig udi det Attende.
Den blev paa Fridrichsberg i Stilhed celebreret.
Men uden Pomp og Pragt den har dog ikke været.
Ney, de Befordringer, som skede, viser det,
At Kongen samme Tid har viist sin Majestet.
Den værde Repentlau, som har Hans Mentor været,
Med Elephantens Tegn ey ene blev beæret;
Men Kongen mildest Ham og før erklærede
Til Overhovedet for Kammerherrerne.
Vil jeg de øvrige Befordringer beskrive:
Saa maae min Geist sig tabt ved samme Arbeyd give.
Der skinner frem i hver slig Viisdom og Forstand,
Som ingen Undersaat noksom beundre kan.
For denne høye Fest med større Lys at tiene,
Uddeelte Dronningen Sophie Magdalene
Sin høye Orden til en Deel af begge Kiøn:
Saa Dagen midt i Sorg var frydefuld og skiøn.
Den Undersaatterne Fornøyelse tilbragte:
Saa de i Siel og Sind den rene Vellyst smagte.
Sin Konges Fødsels=Dag, de glæddes ved at see,
Og Kongens Majestet langt Liv tilønskede.
