Engelland.
Hvor Brunsvigs Arveprintz af Engelsmænd er yndet,
Det næsten bliver os i hver Avis forkyndet.
Man Londons Borgerret til ham foræret har
Udi en Daase, som er meget dyrebar.
Hvor sterkt at Yppighed og Fraadserie tiltager
Blant Londons Borgere, man tydelig opdager,
Da nogle for en Kalv og tvende unge Lam
Har givet femten Pund. Sligt var jo Synd og Skam.
Der skrives fra Doublin, at Kongerigets Fanger,
Som sidder fast for Gield, Løsladelse forlanger,
At deres Huusfolk ey skal længer lide Nød;
Men at de søge kan at skaffe dennem Brød.
Fra London har man læst en egen Døde=Liste
Paa meget gamle Folk, som Verden kunde miste;
Thi et Aarhundrede giør hver nok ubeqvem,
At nytte Verden meer. Lad dem kun reyse hiem.
Sverrig.
Ved Slottet i Stokholm man har en Pakke fundet
Af Banco=Seddeler, som der laae sammenbundet,
Og ey en liden Sum sig skal beløbe til;
Men ingen hidtildags ved samme kiendes vil.
Den Karl, som dem har tabt, har vist nok stiaalet dennem.
Lad ham nu ærge sig sin hele Tid igiennem
Fordi han været har en saa enfoldig Nar,
At han sin Pakke ey forvaret bedre har.
Jtalien.
Hans Hellighed i Rom har atter staaet i Fare,
At falde pludselig en Nat i Dødens Snare!
Men Frygten for hans Død svandt meget hastig hen;
Thi han blev aareladt, og kom sig strax igien.
Den gamle Prætendent paa Engellænders Rige
Har Verden sit Farvel for nylig maattet sige.
Hans ældste Søn igien Prætension nu giør;
Men han, som Faderen, vist uden Krone døer.
Laref ængtraa eiaanadtg i Crk aaa da Rang atesfe Cartat katrunkane
