Dannemark.
18
Vor Residence er omhengt med Sorgers Taage.
Og Taarers yppig Dug paa vaade Øyene=Laage,
Afbilde Libanon nedslaget overalt,
Fordi, ved Dødens Storm dens store Ceder faldt.
Ja Hoved=Stadens Slot, den rette Konge=Bolig,
Ved dette Tordenslag, forpirret og urotig,
Fremviser allesteds Cypressers Sørge=Løv,
Som Sorrigs-billeder af Kongens faldne Støv!
Men vig du Skye opfyldt med Sørge=Tankers Vrimmel,
Som præger kun et Mørk paa Tvilling Rigets Himmel,
Vig mørke Taage bort fra Tvilling=Rigets Stoel,
Nu nærmer sig igien den unge Haabets Soel!
Den som i Fredrichs Sted! er hele Landets Fader,
Og de Forladtes Trøst, sit Fredrichsberg forlader,
For her at live op sit Slot, sin Stad, igien,
Og drive Sorgens Nat ved Glædens Morgen hen.
O! see den høye Drift i Siæle og Gemytter
O! see det helligt Baand, som herligt sammenknytter
Vort høye Konge=Huus!= de tvende Dronninger.
Vor Konges daglige og dydig Sælskab er.
Den Dag som Hoffet selv sin Sørge=Dragt ifører,
Man Staats=Ministrene og Stands=Personer hører,
At vidne om den Deel de tage i dens Død,
Som voldte Kongens Huus, saa dybt et Hierte=Stød.
Ja Skam faae hver den Siæl som ey oprigtig tager
Een Andeel i dens Død, hvis korte Levedager,
Ved tusind Billeder af Naade, Liv og Lyst
Afbildede sig selv i Underdaners Bryst!
