161
Frankerig.
At klæde sig paa Fransk, er gammelt blandt os Danske,
Nu skriver Nordens Kuld, dog Moder for de Franske,
Var Frankrig altid kold, saa var det maaskee vel,
Saa frøes, for Modens Skyld, ey Dansk og Norsk ihiel.
Gid ey Forpagtninger et Arve=Gods maae blive,
Og gid man fra Paris det Nyt maae ene skrive,
At end Forpagtnings=Ret kand blive arvelig,
Som ødelegger ti for een at giøre rig.
Jeg ynker hiertelig den stakkels franske Skriver,
Som for den staale Myndt med Skiendsel præget bliver;
Fem hundred Daler er du grove Jldens Gud!
Dog alt for meget for din haarde Halse=Klud!
Man et bedrøvet Nyt ifra Provence=Skriver,
En Brudgom aad sin Brud; hvis saadant Moden bliver,
Bør aldrig nogen Møe til Brude=Sengen gaae,
Før hun kand Caution for Mandens Tænder faae!
Engelland.
See her hvad Nød og Trang til Slutning kand udrette,
De som ey kand sin Sult, sin Harm og Hevn vil mætte,
Thi, bliver Jld og Brand, en fæl og gruesom Tolk.
For et af Hungers Nød oprørt, forbinret Folk!
Spanien.
At give Guld for Brød og Guld for Brød at tage,
Er ey et Nyt som først er hørt i disse Dage,
Dog gad jeg gierne see, man gav mig sligt et Brød
Som Jnsantinden ved det Spanske Tafel nøeds.
J.
