Fra Alders bøyet Krop, til Tunge=bundne unge,
Kom hver en Undersaat, kom see din døde Konge,
Men Taares stride Strøm nok hindrer dig at see
Saa gierne som du vil, Hans prægtig Mausolee.
Ey nogen Kunst og Pragt kan noksom værdig være,
Skiønt Kongens Cataphalgue, sin Mesters Haand bør Ære,
Ney, store Kunstner, kom, Jardin! kom hid og see,
Kom jeg skal vise dig et andet Mausolee,
Som er opbygget i hver Undersaattes Hierte,
Og Følesløshed selv ey skuer uden Smerte,
Thi, det opbygget er af lutter Kierlighed
Og meer end Marmor, stærk dets Grund er Ærlighed.
Her Alderdommens Kunst ey nogen Forskrift giver,
Her ey Egypt, Corinth og Græk, Modellet bliver,
Her Bog og Tegning ey Copier sætter hos,
Det er Original og alle Kunsters Trods!
Her Kongens Dyd sig selv i alles Hierter præger,
Med slige rørende, utvungne, rene, Stræger,
At hvert et Træk endog igiennem Sorgens Skye,
For hvert et Øyekast afbilder Dyden nye.
Et saadant Mausolee opbygge Landets Sønner,
Og de oplyse det med Ønsker, Tak og Bønner,
Og Sandheds Opskrift er paa denne Bygnings Skik:
Vi kysse end dit Støv, velsignet Frederich!
Saa see forladte Flok, see Støvet af din Fader!
Du seer Ham aldrig nok! din Kierlighed tillader
Dig knap at vige bort ifra det Sørge=Sted,
Hvor Kunsten for din Fryd et Gravsted har bereed.
Nu er den Aften alt da Sorgen Fakler tænder,
Og Millioner Lys som Sorrigs Vidner brænder,
Ja! Ja! du Sørge=Nat med Kunst oplyses maae,
Da et naturligt Mørk paa Glædens Himmel laae¬
