26
Nu vil den muntre Dan med vaade Læber kysse
De Gothers Naboe=Bred, og hiin vil denne tysse
J Venskabs trygge Favn, mens Norge=klippet Haand,
Sin Naboe troefast gir, som Tegn paa Venskabs Baand.
Men siig, hvad danner vel den bløde Jordens Pude,
Og hvorved knyttes slig tredobbelt Venskabs Knude?
Jo, viid at Danmark har den Dyds Princesse, som
Det store Sverrigs Haab, en Gustav, beyler om.
Naar Himlen Høyden vil af Dyderne forene,
Blir Parret Gustav og Sophia Magdalene,
Dig, Sverrigs Kron=Printz! Dig mit Øye aldrig saae,
Men Rygtet vidner Du Elskværdig kaldes maae.
Tillad, vor naadigste Princesse! jeg beskriver
Din Dyd; og just ved Dig, et sikkert Aftryk giver
Paa Din tilkommende elskværdigste Gemahl;
Thi Dyden aldrig giør et ufuldkomment Val.
Forgiæves ønsker jeg den største Skialdrers Lykke,
Forgiæves borger jeg en Teuxis Mester=Stykke,
Tillad jeg nævner Dig, saa skal Din egen Gunst
Afpræge i Dit Navn Dig selv med største Kunst.
Hvad Siælens Værdighed et yndigt Legem skylder,
Hvor Gud Naturens Gunst med Himlens Gaver fylder,
J hvis Fuldkommenhed er samlet al den Pryd,
Som reyser Templer op for selv Natur og Dyd.
En Dyds Princesse Sig, Sit Navn, Sin Stamme værdig,
Halvdelen endnu knap af mit Portrait er færdig,
Forgiæves tænker jeg at kunde skrive meer,
Naar jeg har sagt, at Hun er Kron=Princesse her.
Vor Ønskers Skiøde=Glut! vi ønske Dig til Lykke,
Bliv al Lyksaligheds og Glædes Mester=Stykke,
Din Gustavs Lykke og de kiække Gothers Lyst,
Nyd samme Stæd hos dem som i de Danskes Bryst.
Du faaer den Medgift med af Nordens tvende Riger,
Som meer end Cræsi Skat en ædel Siæl beriger,
En trofast Kierlighed af hver en Undersaat,
Som ønsker, under sin Princesse idel Godt.
