32
Polen.
En Roes af smigrende og falske Hykle=Læber,
Tidt som en Smitte ved en Fyrstes Purpur klæber,
Der for Lettroenhed nok smager Honning sød,
Men skiuler dog en Gift som volder Sandheds Død,
Fornuftig den Monarch! som, naar han Lovsang hører,
Skiønt den som velfortient Oprigtighed fremfører,
Med Polens Konge som Opmuntring den anseer,
Paa det han bør, men ey, som Navn paa det han er.
Hvor kan et hidsigt Sind og en utæmmet Vrede
Dog ikke Mennesker til Nedrighed forlede?
Bystewsxi ey sin Haand og Sabel tæmme kan
Et vildt og flygtig Sind ham giør til flygtig Mand.
Men Polens Konge vil en slig Misgierning hæmme,
Og lærer hvordan man Afsindighed bør tæmme,
Han Stand og Værdighed, som vel forskyldt, betog
Den Ubesindige, som Sværd i Freden drog.
Nye Decouverter nu i Medicinen giøres,
Og mod den kolde Brand et hidsigt Middel høres;
En Polsk ved Lægens Dom rar afdømt med sin Fod,
Forskrækket ved den Dom han tog sig først et Mod.
Af kraftigt Brændeviin han drak, maaskee! nok trolig;
Tænk hvilken Sundheds Drik, han sover ganske rolig,
Den kolde Brand forgik, han vaagner frisk igien,
O! hvilken Mageløs og hastig Cuur var den.
Nu har han begge Been, og maaskee snart faaer fire,
Jfald han bliver ved i Lægedom at svire,
Hvis denne Cuur er sandt og altid holder Stik,
Man før til Kroen end til Apoteqvet gik!
a det Rongl Adresse Contoir i Kiøvenhavn
Læres æagtraætkaaee
