D
Da ret Naturens Skik i al sin Pragt sig viser,
Hver Urt, hvert Blad, hvert Straae sin Skabers Almagt priser,
Da Aarets blide Tid ret vinker ad hver Flok
Og raaber: kommer ud, og høster Glæde nok.
Vor elskte Konge til sin Sommer=Boe sig giver,
Og did ledsaget af utalte Ønsker bliver,
Han, som paa Fridrichs Berg, sin Hoved=Stad er nær,
Dog allernærmest i hvers Sind og Hierte er.
Det gandske Konge=Huus sin Sommer=Bolig søger,
Vor Længsel efter dem, den Bortgang vel forøger,
Dog naar de tage Fryd, saa frydes vi og med,
Og det er Virkning af retskaffen Kierlighed.
Vor dyre Arve=Prinds til Sorgenfrie indbyder
Sin hele Konge=Slægt, som sig indbyrdes fryder
Saa bliver Deres Fryd ved daglig Omgang heel,
Og Landet tager i den søde Glæde Deel.
Hvor værdig følger Du en Frederichs Exempel,
Og bygger op paa Dyd og godt Dit æres Tempel,
Vor milde Christian! Dn Haand forøget har,
Hvad før til Skolers Gavn i Holstein stiftet var.
Vor Konge daglig seer at sig Hans Krigsmagt øver,
Og paa sin Færdighed aflægger største Prøver:
Bliv evig Nordens Fred, men hvis det rønner paa,
Kan Landet noget stort af Martis Sønner spaae.
Og paa Collegier har Kongen vaagsomt Øye,
Han hvert Contoir, hvert Stæd, beseer, betragter nøye,
Jeg veed og troer han var, og blir fornøyet der,
Hvor Troeskab, Flid, Forstand hvert Medlems Udtryk er
Jeg Stadens Magistrat for Kongen seer fremtræde,
Som Tolk og Talsmand for hver Borgers Tak og Glæde,
For Kongens Naade=Haand, den ret bekræftet har,
Som Stadens Styrke blir, og sammes Opkomst var.
Du Stand, som Kongen har indsat til Stadens Nytte,
Og Borgerstanden Vel, bliv altid sammes Stytte,
Tael altid Stadens Tarv, og tael af Hiertets Grund,
Tael som for Kongen selv, med en oprigtig Mund.
Den franske Hr. Ogier paa Reysen sig begiver,
Hvis Bortgang uden Tvivl af mange savnet bliver,
