40
Jeg endnu har det Haab, den lille Engelskmand
Med Tiden længere og voxen blive kan;
Det farligt mellem hvert med smaae Folk er at spøge,
Helst naar de Tilflugt bag de større kunde søge:
Dog, skal jeg sige sandt, saa bør jeg tie her,
Da jeg just ikke selv ret Gardermæssig er.
Med usædvanligt Nyt Nevcastel os begaver,
Som paa den samme Dag et Ægte=Par begraver,
Der føed paa samme Dag, tilsammen levet har
Toe hundred tvende Aar, det kalder jeg et Par!
Kom! hver som samler paa ældgamle rare Sager,
Her er en Raritet som knap en Kiender vrager;
Om Seclers Jomfrudom end hver Avis beskrev,
Jeg troede endda knap at den saa gammel blev.
Spanien.
Man skriver fra Paris, at Madrid er urolig,
Men Jesuiterne afværge Jlden trolig,
Som staae paa Tagene og prædike mod Brand,
See, see, hvor Nidkierhed al Frygt forglemme kan
Dog denne Nidkierhed en Hoben Godt forvolte,
Og det oprørte Folk igien tilbage holdte,
Hvis Rasenhed ey vil antænde noget Huus,
For deres Patres ey at brænde op til Gruus.
Hvor kan et oprørt Folk ey spille mange Fynter
Ambassadeurens Kudsk (*) den spanske Pøbel pynter,
Og raabe: Frankrig Krig, men Fred med Engelland!
Det er kun Spørsmaal, om Beretningen er sand?
Vist er det, Kudsken nøed en uforventet Ære,
Skiønt her ey nogen vil den Spanske Kappe bære
Man med slig Convolut dog svøbte hannem om,
Og pryded hannem som en Raadsherr udi Rom.
Polen.
J Polen sik man en Comoedie at høre,
Som kunde Navnet af en ærlig Kone føre,
Gid hver Mands Huus og Hiem en Skue=Plads forblev,
Hvor baade Navn og Gavn det smukke Stykke skrev.
(*) Den Engelske Ambassadeurs.
Ktaer adgenaærtkatnatig i Frkt aae dær kang treste c antate lskuataarn
