O Nøysomhed! du bør jo boe i Tvilling=Riget!
Thi Himlens Naade er fra samme ey afviget.
Hver Undersaat, som vil, lyksalig blive kan,
Naar han kun frygter Gud og ærer Christian,
Guds Viisdom Christian for disse Riger skabte,
Til fyldest Bod for alt, hvad vi ved Fridrich tabte.
Hvo kan Hans Aasyn see, og røres ey derved,
At Gud tiltænkte os saa stor Lyksalighed.
Han sin Regiering jo saa viselig begynder,
At allervissest Haab Hans Riger Held forkynder.
Man finder Hannem jo utrettelig i det,
Hvoraf Han lære kan at herske viist og ret.
Hvor levende et Liv ved Konge=Hoffet kiendes!
Hvor Tiden idelig ret Kongelig anvendes.
Man Alderdommen selv hos Ham forynget seer;
Og Gud opfylder Ham med Viisdom meer og meer
Han den Fornøyelse har fundet, at betragte,
Til hvad Fuldkommenhed Hans Krigsfolk Kunsten bragte;
Og slig Fuldkommenhed Han vist i alle Ting
Vil finde efterdags, hvor Han sig seer omkring.
Hans Undersaatter vist vil kappes med hinanden,
At yde Hannem Frugt af Viljen og Forstanden.
Ey nogen Siele=Kraft for Ham skal være spart,
Hvis Herredom og Liv er os saa dyrebart.
O Konge=Hof og Land! Din Sorg var stor, men større
Din Glæde bleven er. Din Graad du kan aftørre.
Dig Christian er alt, ihvorsomhelst Han er,
Og derfor har du Ham med saadan Ømhed kier
Til Konge=Husets Fryd og Hovedstadens Glæde,
Han hidindtil har valgt sit høye Sommer=Sæde
Paa Slottet Fridrichsberg, hvorfra Besøgelser,
Han giver vexelviis til begge Dronninger.
Hirschholm saaledes Ham har favnet nogle Dage,
Hvor Hans Farmoder saaes sin Sønne=Søn modtage
Paa allerømmest viis, som ey udtrykkes kan.
Hun elsker meer hos Ham, end Navnet Christian!
