Den anden af de to høystfrydefulde Dage,
Paa hvilke Kongen bød al Sorg fra Hoffet drage,
Er og en Fest af dem, som rare kaldes bør;
Da Konge=Husets Vext den meer fuldkommen giør.
Hans Majestet den Dag en hellig Pagt opretter
Med Hessernes Printz Carl, Monarkens Ven og Fetter,
At Han, som værdigst staaer i Kongens Tieneste,
Herefter endnu meer skal glæde Rigerne.
Med Kongens Svogers Navn Han vorde skal beæret!
Lovise til hans Brud af Kongen blev erklæret.
Hun Kongens elskede og yngste Syster er.
Gud giøre Hende glad, som Hun er Folket kier!
For en Lovise blev paa dette Slot formælet,
Da Hildburgshausens Lyst fra Norden blev besielet.
Nu en Lovise her igien bestemmes Brud.
For Kongens Huus og Folk velsign den Pagt, o Gud!
Hvor høyt det høye Baand enhver i Riget fryder,
Mig her at føre ud, afmægtig Aand forbyder.
Jeg kun til et Beviis anføre vil derpaa,
Hvad Glædes Virkning man paa Skydebanen saae.
Der Skyde=Lauget var forsamlet til den Ende,
At give deres Fryd høytidelig tilkiende;
Kanoner løsnedes saa tidt Pocalerne
Udtømtes sammesteds, og Spillet klingede!
Hver ihukom sin Pligt ved alle høye Skaale.
At synge meer derom, vil Rummet ikke taale.
Af Laugets Ædelhed, som er enhver bevidst,
Et smukt Fyrværkerie anstukket blev tilsidst.
Til Walløe=Frøken=Stift lod Kongen sig behage,
Med Kongelige Slægt, den Femtende, at tage.
Guds Engle, som Guds Børn at vogte glemmer ey,
Har fulgt Hans Majestet i sær paa denne Vey¬
Et Torden=Veyr trak op da Han var nær ved Kiøge.
Hvor maae den Tidende vor Glæde ey forøge,
At den Almægtige lød Tordenstraalerne
At vige af sin Vey for HErrens Salvede.
Et Menneske blev dræbt ved Siden af et andet
Ved Roskild Dagen før; og Torden her i Landet
