151
Samt andre Steder har stor Skade gjort i Aar:
Saa man i billig Frygt for samme altid staaer.
Men vi ey frygte tør, at noget Ondt skal ramme
Vor Konges Majestet og Kongelige Stamme!
Naar Gud er Deres Gud og De ham hører til;
Da han i Varetægt Dem stedse have vil.
Opluk nu Friderichsberg! for Kongen dine Porte!
Din Konge vil fra dig ey længer være borte;
Thi Dagen nærmer sig, den To og Tyvende,
Som her skal holdes stor for begge Rigerne.
Oglædelige Dag! hvor herlig vil du blive
Herefter for enhver, da du os nu kan give
Saa sød en Forsmag af den rare Frugt, du bar!
Pringessen! som Gud selv udseet for Kongen har
Hvor faaes Fornøyelsen i deres Aasyn spille,
Som maatte sig til Cour paa denne Dag fremstille!
Alt Folket med een Aand gav troe Lykønskninger
For Hende, som vi snart til Dronning venter her.
Hun sine Femten Aar paa denne Dag opfyldte.
Andægtig Tak og Pligt, som hver til Himlen skyldte
For Dig, o Christian! og for Din Konge=Brud,
Blev ofret da til Din og Dine Fædres Gud.
Gud stedse glæde Dig med Konge=værdig Glæde!
Han Folkets Bøn for Dig Bønhørelse tilstæde!
Han giøre Dig saa stor, som det vil have Dig?
Du større bliver da end Dine Fædre lig!
Hver trofast Undersaat vil ingen Tid forglemme,
Den Lovsang dagligen til Himlen at istemme:
Gid vor Kong Christian og Hans Mathilde maae
De ældste Leve=Aar i Konge=Glæde faae!
Paa denne Dag igien var Skytte=Lauget færdigt,
At vise Glædskabs=Tegn, for dem og Festen værdigt.
De skiøde til en Fugl, illuminerede,
Og stak Raqvetter an, som artigt var at see.
Monarken fandt Behag, det sidste at bivaane,
Og høyest Øyesyn den Glædskabs=Jld at laane,
Som viste skinnende Hans Carolines Navn.
Guds Naade tage Ham og Hende i sin Favn!
