74
En nidkier Eenighed tog til om ham at bruse
Ved Forbøns kraftig Vind for tvende Konge=Huse.
Den giennemtrængte ham indtil hans Jnderste,
Og Naadens Straaler brød fra den Barmhiertige.
De gave Guddoms Skin paa Den af Jordens Guder,
Ved Hvem den Ævige sit skabte Nord bebuder
En meer end timelig Lyksalighed og Roe
Formedelst Hellighed, Hengivenhed og Troe.
De overstraalede den Brittiske Mathilde,
Ved Hvem han Nordens Sorg aldeles hæve vilde.
Da Christian og Hun hverandre gave Haand,
Gav Begges Gud sin Held til dette Ægtebaand.
Vedbliv, o Høytids=Folk! vedbliv for Dem at bede,
At han Dem ved sit Raad til Herlighed vil lede!
En Herlighed som dens, der i hans Samfund staaer,
Og ene Folkes Fryd hos Konger samlet spaaer.
Men var alt Folkets Fryd i London samlet ene?
Ney, den i Kiøbenhavn Sophie Magdalene,
Paa Sin Formæhlings Dag, foreent opvartede,
Og efter dens Natur i samme Prydelse.
Den maatte Bryllups=Giest her ligeledes være;
Thi Troskabs Offere at ofre er dens Ære.
Den seer alt Rigets Vel i Rongens Huses Vel,
Og derfor nidkier den i Dagens Fryd tog Deel.
Hvad andet kunde den til større Andagt drive,
End vi med Naboer forente kunde blive
Ved et saa ønskeligt og got Forenings Baand,
Som da Gustavus gav vor Kronpringesse Haand.
Han, Sverrigs Krones Printz, ey vilde sig forene
Med nogen, fik Han ey Sophie Magdalene.
Hvo seer i dette ey Guds store Gierninger!
Nu er der Venskabs Grund for Nordens Naboer.
Nu bør vi legge frem for Dagen fælleds Glæde.
Lovsange bør enhver for denne Fest at qvæde.
Hver ærlig Dansk og Norsk fornøye sig derved,
At denne Dag os spaaer med Sverrig ævig Fred!
