Selv Hendes Majestet holdt stille, for at see
Paa den Ceremonie, som var indtagende.
Saasnart nu Nympherne (*) sin Krandse=Ofring endte,
Fra Hymens Alter de igien tilbage vendte,
Og i Procession for Jndtogs Vognen gik,
Til de ved Slutningen af Torvet Afsked fik.
Ved Krandse=Ofringen og ved Proscessionen
De alle fælleds Røst forenede i Tonen,
Og sang et Ønske frem, som kun af faa blev hørt;
Men han bønhøre det, til hvem det blev fremført!
Gud signe Kong Christian den milde,
Med Hans Caroline Mathilde!
Vi Toget følge vil til Admiralitetet,
Hvor Ære=Tempel var til denne Fest oprettet.
Den gamle Bygnings Kunst blev der for Dagen lage
Enhver beundrede dens Størrelse og Pragt.
Saa stor en Ære=Port, af saadan Pragt tillige,
Til saadan Høytids Dag, veed ingen af at sige.
J Coupelen man saae et Hymens billede;
Men hele Templens Pragt kun saaes af Kiendere.
Jgiennem denne Port forbi de Ære=Porte,
Som vare uden Kunst og uden Hænder gjorte,
Kom Hendes Majestet til Kongens Hoved=Slot,
Af alles Ønsker fulgt til Siels og Legems Got.
Saaledes glædeligt det høye Indtog endtes;
Og Bryllups=Faklerne mod Aftenen antændtes.
Fra Klokken sex til syv, som forhen var befalt,
J Staden kimet blev og ringet overalt.
Det Kongelige Par til Temlen sig begiver,
Som Huus i Kongens Slot for Kongers Konge bliver,
Der De forenes vil ved hellig Vielse
J Ham, som Deres Siet forhen forenede.
.Lz,N
E*) De forestillede egentlig Grækinder, prydede som naar de i gamle Dage ullebuerede,
Hymens Fes.
