92
Jsland.
Det fæle Heela nys har spilt en gruesom Scene,
Og af sin Afgrunds Vom udspyet Jld og Stene,
Forfærdelige Bierg, du Angsters farlig Tolk,
En skræksom Naboe er for dette arme Folk!
Du Verdens Undergang med fæle Træk afpræger,
Du Jorden, Luft og Vand, opøser og bevæger,
Dog hvad! du Torden=Skræk, din Nytte sikkert har;
Thi uden samme ey den mindste Skabning var.
Norge.
Det lærde Selskab som i Tronhiem var indgaaet,
Nu af Medlemmer har et større Antal faaet;
Thi syv og tyve har forøget sammes Tal,
Af Mænd, udsøgte med Forstand og vittigt Val.
De første Lemmer os meddeelte nogle Dele;
Var skiønt med lige Held ey skrevet i det Hele,
Saa viiste nogle dog den modneste Forstand,
Hvo veed ey hvad en Suhm, Gunnerus, Skiønning kan.
Nu bør man store Ting af dette Selskab vente,
Jo større Summen er, des større blier dens Rente,
Med samlet Styrke kan udføres noget stort,
Og hvad ey en formaaer, det blier ved flere giort.
Dog har Erfarenhed saa tidt beviist os dette,
At store Selskab ey det meste just udrette,
Men her, hvor hvert et Lem er vittig, flittig, klog,
Der bør man vente sig hvert Aar en nyttig Bog.
Man lever ret i den Selskabelige Alder,
En Hob Selskaber nu paa alle Steder falder,
Ja Mennesket er skabt til Selskabs Baand og Pligt,
Men vogt os, Gud! fra det som er os skadeligt!
De høye Norges Field af Glædes Echo galme,
Nu plantes i hvert Sted en hellig Fryde Palme,
Vor Dronnings Indtog er Aarsagen til den Lyst,
Som ivrig blusser op i troefast Norske Bryst.
