Sverrig.
Peiisværdig Svenske Folk, som et Forbund indtræder,
Hvis Maal er Sparsomhed i Levnet og i Klæder,
Hvis dit Exempel kun af flere følget blev,
Ey Overdaad saa tidt til Betlestaven drev.
J Mad og Drikke er Sparsommelighed nødig,
Men om hver Stand og Sted er lidet overflødig
Paa slige Sager som i Landet blive gjort,
Af eget Lands Product, det skader ikke stort.
Den Norske Biskop Friis har nyelig havt den Ære,
Ved Stokholms Konge=Hof at forestillet være,
Som ey mishage kan den Norske Nation,
Helst nu den rammer en saa velfortient Person.
Hvo kiender Biskop Friis, veed og hvad got han stifter,
Hans Jndsigt i sit Lands Beskaffenhed og Skrifter?
Og det som endda meer hans Roes anprise kan,
Hos Lærdom eyer han naturlig god Forstand.
Hvis Svenske Lærde vil fra ham til andre dømme,
Da vil de uden Tvivl det Norske Vid berømme;
Af mange Lærde Folk i Norge findes faae,
Hvis Patriotisk Flid og Jndsigt vidre gaae.
Han en Samtale med de Svenske Herrer fører
Om det som Kirker i Lapmarkerne tilhører,
J Kirke=Sager er hans Kundskab rig og stærk,
Han frugtbart her blandt os giør Missionens Værk.
Tydskland
Man seer fra Wurtemberg, der skal de Militaire,
Fra Store af til Smaae indskrænkes meer og mere,
Hvorvidt det nyttigt er, indseer ey min Forstand,
Det veed jeg, uden Folk forsvares intet Land.
En Landets Fader er den kloge Tydsklands Keyser,
Han sig paa Landets Gavn Trophæer selv opreyser.
Roesværdig den Regent som seer paa Landets Tarv,
Til hvilken Viisdoms Skat med Kronen gaaer i Arv.
93
