411

IV. Vel kom en Døds=Herold, og bragte os beklemte
En Dødsens Tidende om Friderik den Femte;
Men samme gav sig Selv i Hast Modsigelse;
Han lever i Hans Søn, den Krone-værdigste!
Udi Kong Christian den Syvende. Han leve!
Han leve! - Christian den Syvende, Han leve!
Den Gienlyd skialdede mod Slottet Christiansborg,
Saa Haabets Christian Selv studset i sin Sorg.
Han der ved Fridriks Tab, som Faders, sad bedrøvet,
Han tænkte, Nordens Børn det samme er berøvet,
Han, som den Stærke var, - thi Gud Ham styrkede!
Han hørte Nordens Skrig, i den Bestyrtelse,
At kalde paa Hans Navn. - Sit eget Tab Han glemte
Erindret, Gud igien til Fader Ham bestemte,
Han, som Selv manglet Trøst, til Landets Trøst frembrød.
Og lod alt Folket see, at Kongen ey var død.
Det Syn, det store Syn, hver ind til Sielen trængte
Af den omstimlende og tusindtalte Mængde.
Gientaget Vivats=Raab for Christian blev hørt,
Saa Luften bævede og Himlen selv blev rørt.
Han var den eneste, der os forstoed at trøste,
Og det kun var vor Trøst, der kunde ham forlyste.
Han styrkede sig Selv ved Folkets Fryde=Raab,
Og nu i Herrens Kraft opreiser Nordens Haab.
Hvad gjorde Christian den Syvende i Norden
Den allerførste Dag, Han var dens Konge vorden?
Hvad var det første Tegn, som den Selvhærskende
Paa Konge-værdig Dyd lod hele Verden see?
Det var ustridigt vel den Kongelige Naade,
Der røbede en høy og ædel Tænkemaade:
Kron=Prindsens Ledere og Lærere man saae
Det allerførste var som Kongen tænkte paa.
Det høye Æres-Tegn, en Reventlau kan bære,
Og de Benaadninger, som er en Nielsens Ære,
Sligt vel ophøyer dem, og viser deres Værd;
Men Nordens Christian den Syvende langt meer?
